Når nye borgere med flugtbaggrund skal etablere sig i en dansk kommune, er der mange forhold, som har betydning for modtagelsen og integrationsprocessen. Beskæftigelse og danskuddannelse er væsentlige elementer, men en helhedsorienteret modtagelse har også fokus på blandt andet sundhed og trivsel, relationer, hverdagsliv og introduktion til det danske samfund.
Dansk Flygtningehjælps Center for Udsatte Flygtninge har derfor udgivet håndbogen "Den gode modtagelse af nye borgere med flugtbaggrund – anbefalinger til en helhedsorienteret indsats". Den er tænkt som et supplement til eksisterende vejledninger, retningslinjer og beskrevne procedurer i kommunerne.
Med ni konkrete anbefalinger giver håndbogen inspiration til, hvordan man som medarbejder konkret kan gribe en helhedsorienteret indsats an.
Derudover rummer den en række konkrete råd og henvisninger til materialer, der kan bruges i det daglige arbejde. Det gælder blandt andet viden om traumebevidst tilgang, praktiske råd til tolkebrugeren, materiale om helbredsundersøgelser og mental sundhed samt et screeningsredskab til opsporing af traumer.
Publikationen er delvist baseret på rapporten “Fra FN-flygtningelejr til hjemkommune” (2022), der blev udarbejdet i et samarbejde mellem Center for Udsatte Flygtninge og forskere fra Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet, som en del af forskningsprojektet Reorienting Integration.