Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Nyheder

DRC Dansk Flygtningehjælp støtter ukrainske foreninger i Danmark

Ukrainske foreninger i Danmark yder en enorm humanitær indsats i Ukraine og spiller en vigtig rolle som brobyggere mellem det danske samfund og nyankomne ukrainske flygtninge. DRC Dansk Flygtningehjælp støtter foreningerne økonomisk og med rådgivning, blandt andet om ledelse af frivillige.

Udgivet 19 feb 2023

I foreningen Bevar Ukraine tikker spørgsmål om donationer til hjælpearbejdet i Ukraine ind sammen med henvendelser fra ukrainske flygtninge i Danmark. Bevar Ukraine er en humanitær frivillig hjælpeorganisation, der blev stiftet i 2014 af ukrainere bosat i Danmark.

Foreningen er bare én ud af flere ukrainske foreninger i Danmark. Ligesom andre ukrainske foreninger oplevede Bevar Ukraine en voldsom vækst i antallet af henvendelser, da krigen i Ukraine eskalerede for et år siden. Både i form af henvendelser fra virksomheder, enkeltpersoner, frivillige og nyankomne ukrainske flygtninge. Det førte til et behov for at udvikle de ukrainske foreninger. En udvikling, som DRC Dansk Flygtningehjælp hjælper med gennem økonomisk og rådgivende støtte.

”Det er meget værdifuldt for os at få støtte fra store organisationer. Det er både en hjælp i forhold til at kunne udføre vores arbejde, og i forhold til at lære, hvordan vi udvikler os til en professionel humanitær organisation,” siger Andrii Kuzmyn, der er bestyrelsesmedlem i foreningen Bevar Ukraine.


Hjælp til at organisere frivillige
Et af elementerne i organisationsudviklingen er at styrke de ukrainske foreningers evne til at organisere og lede de mange frivillige, der er strømmet til foreningerne gennem det seneste år.


Derfor har DRC Integration under DRC Dansk Flygtningehjælp blandt andet holdt workshops om ledelse af frivillige. Det skal være med til at give foreningerne nye redskaber til at sætte gode rammer op for deres frivillige. Gode rammer der skal styrke det frivillige engagement og gøre det bæredygtigt. Udgangspunktet er de erfaringer, DRC Integration har fra sit eget netværk af frivillige.

En af dem, der har været til workshop, er Liudmyla Waller. Hun er frivillig i parablyorganisationen AUD:

”Jeg har fået inspiration til målrettet rekruttering af frivillige og mere fokus på, hvordan foreningen kan formalisere aftaler om frivilligt arbejde,” siger hun.

Også vigtige på sigt
De ukrainske foreninger er aktive over hele landet med blandt andet rådgivning, sociale aktiviteter, information, psykosocial hjælp og med nødhjælp til Ukraine. Ud over Bevar Ukraine er det foreninger som  Lastivka, Klub Ukraine og paraplyorganisationen AUD.

Med eskaleringen af krigen for et år siden, fik foreningerne mere at se til. Foreningernes netværk blandt ukrainere i både Danmark og Ukraine gør, at foreningerne hurtigt kunne respondere på krigen i Ukraine med akut hjælp. Også på længere sigt når det handler om ukrainske flygtninges integration i det danske samfund og om genopbygning af Ukraine, vil foreningerne spille en vigtig rolle.

<
20 feb 2023
Kronik: Sikken en velkomst til de ukrainske flygtninge: Det…
>
14 feb 2023
Ny evaluering understreger frivillige venners store betydnin…
Læs mere om Ukraine