Kronik: Sikken en velkomst til de ukrainske flygtninge: Det kan vi lære noget af

Kronik bragt i Jyllands-Posten mandag den 20. februar:

På fredag den 24. februar er det et år siden, krigen i Ukraine eskalerede. Knap seks millioner mennesker er fordrevet internt i Ukraine, mens otte millioner ukrainere er flygtet til andre lande i Europa. 34.000 af dem har fået ophold i Danmark.

Danskerne har taget i mod med åbne arme, og det er fantastisk. Det ukrainske flag er synligt i gadebilledet mange steder. Familier har givet husly, cykler og pengedonationer og hjulpet ukrainske flygtninge i gang i lokalområdet. Og et bredt flertal i Folketinget blev bare få uger efter den russiske invasion enige om en særlov, der sikrer ukrainere hurtig adgang til bolig og job via midlertidige opholdstilladelser. Også kommunerne har arbejdet på højtryk og endda på vanskelige vilkår.

Særloven er en slags ´fast track´ til det danske samfund. Kort fortalt giver de rammer, ukrainerne har fået, mulighed for at få opholdstilladelse i Danmark uden at søge asyl ved grænsen. Og de giver mulighed for privat indkvartering og direkte adgang til arbejdsmarked, skoler og daginstitutioner. Uden lange og passive ophold på et asylcenter med lang ventetid og usikkerhed om udfaldet af ansøgningen om asyl.

Det er de positive historier, der har fyldt, og ikke historier om flygtninge, der er blevet spyttet på, som vi så det i 2015, da syriske flygtninge flygtede fra krigens rædsler og gik på E45-motorvejen. Heller ikke historier om utrygge danskere fylder i medierne. Vi taler pænt om ukrainerne, politikerne har åbnet døren til Danmark, og vi har hver især udvist solidaritet og sammen løst opgaven med at modtage de mange flygtninge. Uden den store polarisering, uden spyt og utryghed og tværtimod nærmest med stolthed over den opgave, vi som land har løftet.

Og det er tankevækkende, når tendensen i 20 år har været at etablere en restriktiv lovgivning, der har haft som mål at begrænse antallet af flygtninge, der kommer til Danmark. Samtidig er flygtninges rettigheder og vilkår i Danmark blevet væsentligt forringet. Men vi kan jo faktisk godt lykkes med at modtage en stor gruppe flygtninge, ovenikøbet på meget kort tid. Hvad med at vi tager den erfaring med os i forhold til andre flygtninge, der har behov for beskyttelse?

Som samfund har vi været optaget af at give de ukrainske flygtninge mulighed for at få et normalt hverdagsliv så hurtigt som muligt. En hverdag med arbejde, skole, børnehave og fritidstilbud. Det er en god model at følge fremover. For når man som flygtning bliver revet op med rode, og fremtiden er usikker, så har man i høj grad brug for rammer, der giver mening, håb og fremtidsmuligheder. Og ikke for rammer der fastholder utryghed og frygt for fremtiden.

Og vi er lykkedes med det. 58 procent af de ukrainske flygtninge, der er klar til at tage et job, er allerede i beskæftigelse. Det svarer til 38 procent af alle 16-66 årige ukrainske flygtninge. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekuttering. Det er langt højere, end vi kender det fra andre flygtningegrupper Det er langt højere, end vi kender det fra andre flygtningegrupper, og skyldes ikke mindst den velvilje, vi har mødt ukrainerne med.

Men vi skal også være opmærksomme på, hvor svært det er at komme til Danmark som flygtning. For midt i lysten til at hjælpe har medier, politikere og meningsdannere haft en tendens til at tegne et glamourøst billede af de ukrainske flygtninge. Et billede af at de ligner os, og derfor nemt kan blive en del af det danske samfund. At de er europæere, kristne, bedre uddannede end andre flygtninge, og at de deler samme livssyn som os. At de kommer fra et nærområde og bare lige skal have husly og så hjem igen.

I medierne hører vi mest om de stærke ukrainske flygtninge. Dem, der er kommet i arbejde, og som på overfladen ser ud til at have det godt. Og ikke så meget om dem, der bor på et lille værelse, og som kun lige med nød og næppe klarer dagen og vejen, og som mistrives og måske har traumer. Vi hører heller ikke så meget om fattigdommen blandt dem, som ikke har fundet et arbejde, eller om den ensomhed, nogle oplever.

”Min yngste datter græder hver nat, og min ældste datter er så ensom. De savner deres far. Hvordan trøster jeg dem?”

Det er bare ét af de spørgsmål, vi har fået på DRC Dansk Flygtningehjælps psykosociale telefonlinje for ukrainske flygtninge i Danmark. Og moren, der ringede, står ikke alene med sin fortvivlelse. Sorg, stress og ensomhed fylder. Det mærker vi hver dag i vores arbejde for ukrainske flygtninge i Danmark.

Her møder vi splittede familier og mennesker, der er ramt af krigen og deres nye livssituation. Vi møder dem på vores rådgivningstelefoner, i de familiebehandlinger vi laver for kommunerne, og i vores gruppeforløb for ukrainske flygtninge. Og vi møder dem i de sprogcafeer, hverdagsrådgivninger, netværksfamilier og andre aktiviteter, som frivillige i DRC Dansk Flygtningehjælp står bag.

Langt de fleste er voldsomt mentalt påvirkede af den situation, de selv og Ukraine står i. De har ar på sjælen, og de er slidte. Desværre kan vi ikke lave om på de vilkår, der følger med, når man er flygtet fra krig. På at familier er blevet splittet, og på savnet og uvisheden om man får sin far, sin mand, sin søn eller venner og familie at se igen. Og på alle de dilemmaer, der opstår. Skal vi blive, eller skal vi rejse hjem, og hvad nu hvis der ikke er enighed i familien?

I DRC Dansk Flygtningehjælp møder vi familier, hvor et barn savner sin far og Ukraine så meget, at barnet vil hjem, mens moren må sige nej. Mødre der stålsat knokler for at få tingene til at lykkes, og dem der mistrives, og dem der er usikre på, om deres børns fremtid er i Danmark eller i Ukraine. Der er dage, der er bedre end andre. Hvilke dage, der ikke er så gode, afhænger blandt andet af, hvad der blev sagt i nyhederne i går, eller hvilken opringning man har fået hjemmefra.

Det er nøjagtig de samme problematikker, som andre flygtninge lever med. Det er et helt normalt forløb, når folk flygter fra krig, død og ødelæggelse. Og som samfund må vi være realistiske omkring, hvad det vil sige at modtage flygtninge. Vi har en moralsk og juridisk forpligtelse til at tage imod. Og samtidig skal vi gøre os klart, at ikke alle flygtninge kommer i job med det samme og kan klare sig selv fra dag 1. Det kræver noget af os som samfund.

Med ukrainerne har vi vist, hvad vi kan, når vi står sammen og hjælper. Og da det i starten af krigen så ud til, at mange flere ville flygte til Danmark, var vi også åbne over for det. Der gjorde den tidligere regering og myndighederne sig klar til at modtage over 100.000 ukrainske flygtninge. Og de var velkomne. ´Døren er åben,´ lød meldingen.

Den opbakning kan vi lære noget af. For når vi taler pænt, og bakker op om flygtninge, der har behov for beskyttelse, og så tager den derfra, kan vi nå langt. Opbakning er afgørende for at få fodfæste og blive en del af det danske samfund. På arbejdsmarkedet, i skolerne og i lokalsamfundet. Og det er en opbakning, der er værd at lære af og overføre til andre flygtningegrupper. For det skal selvfølgelig gælde for alle flygtninge og ikke bare for ukrainere. En flygtning er en flygtning.