Flere børn og unge med indvandrerbaggrund skal være aktive i det danske foreningsliv, har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye meldt ud. Og det er en udmelding, vi kan lide at høre.
Vores erfaring er, at familier med flygtningebaggrund har stor glæde af at deltage i lokale fritids- og foreningsfællesskaber.
Men deltagelse i foreningslivet kommer ikke af sig selv. Vores erfaring efter mange års arbejde inden for dette område er, at mange familier har brug for en hjælpende hånd til at blive en del af positive fritids- og foreningsfællesskaber.
Det kan være støtte til tilmelding, kontingentbetaling og beskrivelse af, hvordan tasken skal pakkes, trøjerne skal vaskes eller kørselsordningen til weekendens kamp fungerer.
Fællesskab skaber integration
Fælles målsætninger og ambitioner er vigtige for at skærpe opmærksomheden på området, så foreningslivets fantastiske fællesskaber kommer flere børn og unge til gavn. Uanset hvor man kommer fra, er foreningslivet en vigtig del af et godt liv for alle børn og unge i Danmark.
Det er blandt andet i idrætsforeningen, vi mødes i hverdagens positive fællesskaber. Her samles børn og unge til alt fra fodbold, gymnastik eller kreative aktiviteter. At blive den bedste til at score mål, slå syv vejrmøller eller ramme tonen rent er ønsker, som både små og store uanset baggrund kan gå rundt med.
Men fritidslivet handler i virkeligheden allermest om holdånd, fællesskabets kampgejst og at have et frirum fra en ofte travl hverdag med blandt andet lektier og pligter.
I de lokale foreninger samles børn og unge om et fælles tredje – ikke hjem, ikke skole. Her betyder det ikke noget, hvor man kommer fra. Dét der betyder noget, er det, man samles om.
Vigtig indgang til integration
Foreningslivet er for både børn og voksne en vigtig indgang til en god integration. For børn og unge med flygtningebaggrund er foreningslivet et sted, hvor de kan øve det danske sprog i mere uformelle rammer.
Samtidig får forældrene vigtig viden og erfaringer af at være aktive i foreningslivet. Både børn og voksne får indsigt i samfundsnormer og uskrevne regler, som kan være svære at afkode, når man er ny i det danske samfund.
Der er dog fortsat brug for at nedbryde økonomiske, sociale og kulturelle barrierer, som står i vejen. Barrierer der betyder, at børn og unge fra flygtningefamilier ikke har samme adgang til fællesskaber som størstedelen af danske børn.
Det kræver brobygning på tværs af civilsamfund, organisationer, politikere, kommunale medarbejdere og de familier, det hele handler om. Den brobygning har vi omfattende erfaring med i DRC Integration.
Vi kan se, at det gør en forskel for, hvor lang tid børnene er en del af fritidsfællesskabet, når de får en støttende hånd fra for eksempel en lokal frivillig. Forældrene kender deres børn bedst, og derfor er det forældrene, vi skal tage i hånden, hvis tilknytningen til foreningslivet skal være langvarig.
Det gør en forskel, at der bliver taget udgangspunkt i de foreningsuvante forældres egne ressourcer, når de skal lære at agere i den jungle, foreningslivet er.
Succesfuld brobygning
For at brobygningen på tværs kan blive succesfuld, har vi brug for et stærkt samarbejde og partnerskab mellem kommuner, som kender familierne på skolen, i jobcentret eller i daginstitutionen.
Vi har også brug for, at lokale foreninger står klar til at italesætte forventninger og uskrevne regler, som ofte er svære at afkode for børn, unge og forældre, som ikke er opvokset med den danske foreningstradition.
Derfor arbejder vi med en helhedsorienteret model gennem et stærkt samarbejde med 15 kommuner og DGI, som vil blive evalueret af Idrætsvidenskab ved Aalborg Universitet.
Foreningslivet er også stedet, hvor forældre kan møde andre forældre over en kop kaffe på sidelinjen og styrke deres lokale netværk og naboskab. Og det styrker integrationen.
Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at invitere dig, Mattias Tesfaye, til en kop kaffe i en af vores samarbejdskommuner.
Her kan du opleve, hvordan et tæt partnerskab mellem os, kommunen og DGI om en helhedsorienteret, langsigtet indsats, styrker flygtningebørn og -unges deltagelse i foreningsfællesskaber og hele familiens integration.
Her vil du få meget brugbart input til, hvordan vi sammen kan få dine ambitioner for børnene og de unge til at lykkes.
Indlægget er blevet bragt i Altinget d. 27/05-2021