Spring til indholdet
Integration
Kontakt
videnscenterforintegration.dk

Hver anden dansker mener, at indvandring udgør en alvorlig trussel

Danskerne har i overvejende grad en opfattelse af, at integrationen går betydeligt værre, end den gør i virkeligheden. Det viser en analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration.

Udgivet 05 dec 2021

Analysen Kort

Som en del af denne undersøgelse, er der også undersøgt danskernes holdninger til indvandring, samt hvordan opfattelserne af de faktiske forhold hænger sammen med om man er positivt eller negativt indstillet over for indvandring.

Tendensen er meget klar: Personer der er kritiske over for indvandring har i højere grad en tendens til at tro, at integrationen går værre end den gør i virkeligheden.

Det omvendte er også tilfældet: På visse spørgsmål, så er personer der er mindre kritiske over for indvandring. F.eks. tror en stor del af disse, at langt flere kvindelige ikke-vestlige indvandrere er i job.

Analysen finder bl.a.:

  • 52 pct. af danskerne er helt enig eller delvist enig i udsagnet: “indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur”.
  • Fra 2015 til 2021 er andelen af danskere, der er helt enig eller delvist enig i udsagnet kun steget marginalt. Til gengæld er andelen, der er helt enig eller delvist uenig faldet fra 32 til 25 pct.
  • Der er store forskelle i, hvem der er mest kritiske over for indvandring. Særligt mænd, personer med en kort uddannelse og ældre personer er mest kritiske.
  • Personer der er mindre kritiske over for indvandring svarer i højere grad korrekt på faktiske spørgsmål om, hvordan de tror integrationen går. Dog tror et flertal af disse, at beskæftigelsen blandt ikke-vestlige kvinder er højere end i virkeligheden.
  • 88 pct. af personer der er kritiske over for indvandring tror, at integrationen går værre end det gør.

Denne analyse er en del af en serie om danskernes opfattelser af integrationen. 

Analyseinstituttet Yougov har for Danmarks Videnscenter for Integration spurgt 2.015 repræsentativt udvalgte danskere ind til faktuelle forhold på integrationsområdet . Her fremgår det, at et markant flertal af danskerne – omkring 75 pct. – i gennemsnit tror, at integrationen går betydeligt værre, end den gør.

Som en del af denne undersøgelse har Videnscenteret også undersøgt danskernes holdning til indvandring. Dette er gjort ud fra to relaterede spørgsmål, der begge bygger videre på forudgående datasæt. Her fremgår det, at 52 pct. af danskerne er delvist eller helt enig i udsagnet “indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur”. 25 pct. er derimod delvist eller helt uenig i udsagnet.

Professor Jørgen Goul Andersen har i 2015 og 2019 stillet samme spørgsmål (også via Yougov), så det er dermed muligt at følge holdningerne over tid.

Der er kun en marginal ændring i den andel, der angiver, at de er helt enig eller delvist enig i, at indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur – en udvikling fra 49 til 52 pct., der ikke skal overfortolkes pga. mindre usikkerheder i besvarelserne.

Der er derimod en mere bemærkelsesværdig ændring i andelen, som er helt uenig eller delvist uenig i udsagnet. I 2015 angav 32 pct., at de i et eller andet omfang var uenig i udsagnet, mens denne andel er faldet til 25 pct. i 2021.

Der er også til undersøgelsen spurgt ind til danskernes holdninger til et andet indvandringsrelateret spørgsmål, dog med omvendt fortegn. 32 pct. af respondenterne er delvist eller helt enig i udsagnet “Indvandrere er generelt et aktiv for Danmarks økonomi” mens 33 pct. er delvist eller helt uenig. Her er det med andre ord mere vanskeligt at tegne en klar tendens.

Dette skyldes dog formodentlig, at dette politiske spørgsmål er mere tvetydigt, fordi det både kan relatere sig til flygtninge og udenlandsk arbejdskraft. Der vil i den resterende analyse blive taget udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt indvandring udgør en trussel.

Baggrund på trussel

Der er store forskelle på holdninger til indvandring i den danske befolkning. Mænd, ældre personer, indbyggere uden for Hovedstaden, ufaglærte eller kort uddannede samt etniske danske personer mener i højere grad, at indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur. Eksempelvis er dobbelt så mange af personer i aldersgruppen 50-64 år helt enig i udsagnet i forhold til personer i aldersgruppen 18-34 år (15 pct. mod 30 pct.).

Der er også store forskelle på tværs af partiers vælgere. F.eks. er 31 pct. af Radikale Venstres vælgere helt uenig i udsagnet mens 70 pct. af Nye Borgerliges vælgere er helt enig.

Indvandringskritiske personer overvurderer i højeste grad integrationsproblemerne

Der er en generel trend til, at personer der er helt uenig i, at indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur er tættest på de korrekte svar, mens jo mere enig personerne er i udsagnet, des længere er gennemsnitsrespondenten fra det korrekte svar. Eksempelvis tror gennemsnitspersonen, der er helt uenig i udsagnet, at 56 pct. af unge mandlige efterkommere er i gang med en ungdomsuddannelse, mens gennemsnitspersonen, der er helt enig i udsagnet tror, at det er 28 pct. Det korrekte svar er 56 pct.

Personer der er helt uenig i at indvandring udgør en trussel mod den danske kultur, svarer oftere omtrent korrekt på spørgsmålene om, hvordan integrationen går. Dette er bemærkelsesværdigt også den eneste identificerede gruppe (inkl. tidligere analyse), hvor under halvdelen (43 pct.) i gennemsnit tror, at integrationen går betydeligt værre end den gør.

Det er dog også den identificerede gruppe, hvor den største andel i gennemsnit tror, at integrationen går betydeligt bedre end den gør (21 pct.). I modsætning tror 90 pct. af de, der er helt enig i, at indvandring udgør en alvorlig trussel, at integrationen i gennemsnit går betydeligt værre end den gør.

I forhold til spørgsmålet om andel unge mandlige efterkommere i gang med ungdomsuddannelse kan de, der er helt uenig i udsagnet, inddeles i tre stort set lige grupper af personer, som tror, at der er betydeligt færre (33 pct.), betydeligt flere (36 pct.) og som svarer omtrent korrekt (31 pct.). Til gengæld tror 82 pct. af de, der er helt enig i udsagnet, at det er markant færre (under 51 pct.) der er i gang med en uddannelse.

Værd at bemærke er også, at personer der har svaret helt uenig i højere grad har høje forventninger til ikke-vestlige kvinders beskæftigelsesgrad. Her tror 65 pct., at betydeligt flere (over 57 pct.) er i beskæftigelse. Denne gruppes besvarelser adskiller sig dermed også fra øvrige grupper ved, at der er spørgsmål, hvor flertallet overvurderer, hvordan det går med integrationen målt på dette parameter.

Om undersøgelsen

Analysen tager udgangspunkt i en undersøgelse gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2015 CAWI-interview med danskere i alderen 18 år+, i perioden 30. september – 11. oktober 2021.

Der er opstillet to figurer for hver variabel:
-Medianbesvarelsen (i analysen omtalt som “gennemsnitsdanskeren” o.lign.) og det faktisk korrekte svar
-Hvor stor en andel, der svarer omtrent korrekt, betydeligt over og betydeligt under på spørgsmålene

Der er taget udgangspunkt i medianbesvarelser fremfor gennemsnitssvar for at undgå, at ekstreme besvarelser (f.eks. 1 pct. og 100 pct.) og dermed potentielt useriøse svar ikke fylder uhensigtsmæssigt meget i resultaterne.

Der er foretaget en række lineære regressioner for at tjekke, at de beskrevne sammenhænge i forhold til de præsenterede kategorier og indvandringsskepsis også forekommer, når der kontrolleres for relevante baggrundsvariable. Disse relevante baggrundsvariable er de samme, som er præsenteret i figuren, med undtagelse af den uafhængige variabel. Dvs., at fungerer uddannelsesniveau som uafhængig variabel, da kontrolleres der for køn, alder, geografi og herkomst. Der er i alle regressioner anvendt robuste standardfejl for at imødekomme heteroskedasticitet.


Resultaterne viser først og fremmest, at de beskrevne sammenhænge også findes, når der kontrolleres for relevante baggrundsvariable. Dvs., at forskellene mellem de præsenterede gruppers tendenser i forhold til indvandringsskepsis kan bekræftes. Resultaterne viser dog også, at uddannelsesniveauet fungerer som den mest forudsigende faktor for indvandringsskepsis. Det gør den, fordi effekten af uddannelsesniveauet falder mindst, når der kontrolleres for relevante baggrundsvariable. For eksempel falder forskellen mellem at have grundskole som højest fuldførte uddannelse og en lang videregående uddannelse fra 25,2% mindre sandsynlighed for at være indvandringsskeptisk til 23,2% mindre sandsynlighed for at være indvandringsskeptisk. Undersøges forskellen mellem at være 18-34 år og +65 år derimod, da falder forskellen fra 21,2% større sandsynlighed til 11,7% større sandsynlighed for at være indvandringsskeptisk.

Respondenterne i Yougovs undersøgelser svarer mere negativt overfor indvandring end i de såkaldte valgundersøgelser. Der er derfor foretaget en kontrolvægtning på basis af forskellene i besvarelserne, hvor der tages højde for dette. Resultaterne ændres kun i begrænset omfang, og de beskrevne sammenhænge findes fortsat.


Respondenterne er blevet stillet følgende faktiske spørgsmål:

Fra 0 til 100 procent, hvor stor andel af Danmarks befolkning består af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere? (Korrekt svar: 9 pct. (margen for omtrent korrekt: 4-14 pct.) Kilde: Danmarks Statistik, FOLK1C.

I 2019 var 76 procent af 16-64-årige kvinder med dansk oprindelse i beskæftigelse. Fra 0 til 100 procent, hvor stor andel af kvindelige indvandrere fra ikke-vestlige lande tror du, var i beskæftigelse i 2019? (Korrekt svar: 52 pct. (margen for omtrent korrekt: 47-57 pct.) Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2020)

I skoleåret 2020/2021 var 63 procent af 16-19-årige mænd med dansk oprindelse i gang med en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Fra 0 til 100 procent, hvor stor andel af de 16-19- årige mandlige efterkommere og indvandrere med ikke-vestlig oprindelse tror du, var i gang med en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse i skoleåret 2020/2021? (Korrekt svar: 56 pct. (margen for omtrent korrekt: 51-61 pct.) Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, særudtræk fra integrationsbarometer.dk)

I 2012 blev 5,4 procent af 15-29-årige mandlige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse dømt for overtrædelse af straffeloven.  Fra 0 til 100 procent, hvor stor en andel af 15-29-årige mandlige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse tror du, blev dømt for overtrædelse af straffeloven i 2019? (Korrekt svar: 3,5 pct (margen for omtrent korrekt: 2-6 pct.). Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, integrationsbarometer.dk)

I 2016 udtrykte 93 pct. af personer med dansk oprindelse opbakning til demokratiet som styreform ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets demokratiindeks. Fra 0 til 100 procent, hvor stor andel af ikke-vestlige indvandrere tror du, udtrykte opbakning til demokratiet som styreform? (Korrekt svar: 85 pct. (margen for omtrent korrekt: 75-95 pct.) Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, Medborgerskabsundersøgelsen 2016 Tabel 1)

I 2020 angav 98 pct. af 18-29- årige med dansk oprindelse, at de måtte have en kæreste for deres familie. Fra 0 til 100 procent, hvor stor andel af 18-29- årige efterkommere med ikke-vestlig oprindelse tror du, der svarer, at de må have en kæreste for deres familie? (Korrekt svar: 75 pct. (margen for omtrent korrekt 65-85 pct.) Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, Medborgerskabsundersøgelsen 2020 baggrundstabeller side 9)

I 2020 angav 96 procent af personer med dansk oprindelse, at de er “helt enig” i, at mænd og kvinder bør have samme mulighed for at have et arbejde. Fra 0 til 100 procent, hvor stor andel af indvandrere fra ikke-vestlige lande tror du, der svarede, at de er “helt enig” i, at mænd og kvinder bør have samme mulighed for at have et arbejde? (Korrekt svar: 88 pct. (margen for omtrent korrekt (78-98 pct) Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, Medborgerskabsundersøgelsen 2020 baggrundstabeller side 14)

Denne analyse er udarbejdet af Danmarks Videnscenter for Integration. DRC Integration gengiver analysen i sin oprindelige form og har ikke haft indflydelse på tema eller tekst. Er der spørgsmål til analysens indhold kan forfatteren og stifter af Danmarks videnscenter for Integration Rasmus Brygger kontaktes på [email protected].

<
22 feb 2022
Etniske minoriteter på SOSU-skolerne
>
28 okt 2021
Danskerne tror, integrationen går meget værre end i virkeli…