videnscenterforintegration.dk
Fem år efter: 4 ud af 10 flygtninge i beskæftigelse
Danmark modtog rekordmange flygtninge i 2015. Flygtningene, der kom fra bl.a. Syrien og Eritrea, udløste en stor politisk debat og medførte en række reformer på området, herunder en trepartsaftale om integration. Denne analyse undersøger flygtninges beskæftigelsesstatus 5 år efter ankomst i Danmark.
I årene omkring 2015 ankom en stor mængde flygtninge til Danmark. Den såkaldte flygtningekrise handlede særligt om flygtninge fra en omfattende syrisk borgerkrig, men også andre flygtninge fik asyl i Danmark i perioden. Ifølge Udlændingestyrelsen fik 10.849 flygtninge opholdstilladelse i 2015. Af disse er 10.321 stadig i landet i maj 2020. Ca. 5.900 af 2015-flygtningene er syrere – svarende til 57 pct. af alle flygtningene det år. Udover syrerne udgør eritreanerne med ca. 2.400 personer en stor del af 2015-generationen af flygtninge.
Størstedelen af 2015-flygtninge består af mænd. Disse udgør ca. 6.500 – eller 63 pct. – af de flygtninge fra 2015, der fortsat er i Danmark.
Der er store forskelle på om flygtningene, der ankom i 2015, er i beskæftigelse fem år efter afhængigt af køn og oprindelsesland. Blandt begge køn er 62 pct. af eritreanerne i beskæftigelse mod 36 pct. af syrerne og 31 pct. af de statsløse (primært palæstinensere). I gennemsnit er 42 pct. af 2015-flygtningene i beskæftigelse i maj 2020. Beskæftigelse dækker her over ustøttet beskæftigelse, hvorfor der kan være nogen i ordinær uddannelse, i virksomhedspraktik, løntilskud el.lign. udover de 42 pct. En rapport fra Nordisk Ministerråd, der undersøgte flygtninge der ankom til de nordiske lande i 2008-2013, viser, at 2 pct. af mandlige flygtninge og 5 pct. af mandlige flygtninge i Danmark var i uddannelse 5 år efter ankomst.
Fælles for alle flygtningene uanset oprindelsesland er, at kvinder i markant ringere grad er i beskæftigelse. 20 pct. af alle kvindelige flygtninge fra 2015 var i beskæftigelse i maj 2020. Det samme gælder for 56 pct. af mandlige flygtninge fra samme årgang.