Det kan være rart med et ekstra sæt øjne og ører, når man skal få et overblik over en sag og holde styr på mange detaljer.
Derfor har DRC Dansk Flygtningehjælp et korps af frivillige bisiddere, der tager med til samtaler hos myndigheder og i sundhedsvæsenet.
Vores frivillige bisiddere hjælper flygtninge og borgere med etnisk minoritetsbaggrund og tager blandt andet med til samtaler i kommunen, Familieretshuset, Udlændingestyrelsen og sundhedsvæsenet. Ordningen er gratis, og vi har bisiddere i Nordjylland, Østjylland, Sønderjylland og på Fyn og Sjælland.
Kender du én, som vil have gavn af en bisidder, er du velkommen til at henvise til vores frivillige bisiddere. På vores hjemmeside har vi information på engelsk, arabisk, farsi, ukrainsk, russisk, somali, sorani, tigrinya og dansk.
Du er selvfølgelig også velkommen til at hjælpe med den første kontakt, enten ved at skrive en mail eller ringe.
Sådan hjælper bisidderne
De frivillige bisiddere har tavshedspligt og hjælper blandt andet med:
- At blive forberedt til mødet med myndighederne
- At bevare overblikket over sagen
- At lytte med og høre, hvad der bliver sagt under samtalen med myndighederne
- At stille opklarende og uddybende spørgsmål
- At forstå hvilken betydning samtalen og en evt. afgørelse har
Vi kan ikke garantere, at der kan findes en bisidder til hver sag, men vi har mange frivillige, der står klar til at hjælpe.