Sådan kan en frivillig netværksrelation se ud: Ziba på 33 og Grete på 93 holder stadig sammen
Ziba kom til Danmark som barn og blev gennem Dansk Flygtningehjælp i Ry tilknyttet en frivillig netværksperson, Grete. Deres historie er et godt eksempel på, den styrke, der kan opstå i den personlige relation.
Udgivet 05 maj 2026
I Dansk Flygtningehjælps netværksindsats bliver personer med flugt- eller etnisk minoritetsbaggrund matchet med frivillige netværkspersoner eller netværksfamilier.
Som udgangspunkt handler relationen ganske enkelt om at mødes, tale sammen og lave noget hyggeligt sammen.
Formålet er at støtte den enkelte i at finde fodfæste og vej i hverdagen og i det danske samfund. I relationen kan deltageren få mulighed for at træne dansk gennem almindelige hverdagssamtaler, tale om kulturforskelle og få støtte til at forstå hverdagen, samfundet og de systemer, man møder i Danmark.
Evalueringer peger gentagne gange på, at relationen med de frivillige i høj grad har en positiv effekt: Vi ser forbedrede danskkundskaber, øget trivsel og tryghed, bedre hverdagsmestring, bedre system-, kultur- og samfundsforståelse samt styrket tilknytning til arbejdsmarked og uddannelse.
Historien om Ziba og Grete giver et konkret indblik i, hvordan en netværksrelation kan se ud, og hvad der i praksis kan gemme sig bag de positive tal i evalueringerne.
Den begyndte, da Ziba som 12-årig ankom til Danmark fra Afghanistan og gennem Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ry blev matchet med Grete og hendes mand Finn. Hos dem øvede hun dansk, fik støtte til skolearbejdet og mødte voksne, der gav hende indblik i hverdagen i Danmark. Senere styrkede mødet også hendes motivation til at tage en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet.
Læs hele historien om Ziba og Grete her.
Fra fremmede til familie
Da Ziba første gang træder ind i det arkitekttegnede parcelhus på toppen af en bakke i Søhøjlandet, er hun 12 år og siger næsten ingenting. Ikke fordi hun ikke vil, men fordi hun endnu ikke har lært sproget.
I dag, over 20 år senere, sidder hun i den samme stue. Hun har blomster med og sætter dem i en vase. På bordet med den rødternede dug står hjemmebagt kage, friskbrygget kaffe og en kande med fløde.
“Jeg følte mig tryg fra starten,” siger Ziba. “Jeg tænkte ikke, at jeg kom hjem til fremmede mennesker.”
Over for sidder Grete, 93 år, keramiker, iført farverigt tøj og med et nærværende blik.
“Grete var meget imødekommende og rummelig. Men jeg holdt mig lidt tilbage i starten. Jeg havde jo aldrig hørt dansk før,” siger Ziba.
Jeg kan tydeligt huske de dage, hvor jeg kom op til Finn og Grete. Jeg blev hentet i deres bil, fik hjælp til lektier og øvede dansk. Hver gang vi drejede ind ad gaden, hjalp de mig med at øve husnumrene, hvor jeg skulle gentage tallene igen og igen.
/ Ziba
Et nyt liv begynder
Ziba kommer til Danmark i 2004 fra Afghanistan. Hendes far er flygtet i 1993 på grund af krigen. Dengang er hendes mor gravid med Ziba, og i årene efter ved familien ikke, hvor han er – eller om han overhovedet lever.
“Men en dag hørte vi i radioen, at han var i Danmark,” fortæller Ziba. “Det var gennem et interview af en afghansk journalist bosat i England. Vi havde kun en lånetelefon dengang, men vi fik lov til at tale kort med ham efterfølgende.”
Senere bliver familien genforenet i Billund Lufthavn. De er trætte og forvirrede. For Ziba er det første gang, hun møder sin far.
“Jeg husker ikke meget, men jeg husker, at han havde lavet suppe til os,” siger hun og smiler. “Og toastbrød. Vi var jo ikke vant til det – vi havde kun spist fladbrød i Afghanistan.”
Familien flytter til et midlertidigt bosted i Ry. Et nyt liv begynder langsomt at tage form – med et nyt sprog og nye kulturelle koder. Der er mange udfordringer ved at finde fodfæste i et nyt land, men midt i alt det ukendte møder de et stærkt lokalsamfund og mennesker, der rækker ud. To af dem er Grete og Finn.
“Vi øvede husnumre igen og igen”
Gennem Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ry møder Ziba ægteparret Finn og Grete. De kender allerede Zibas far, som Finn er frivillig kontaktperson for. Resten af familien får også frivillige kontaktpersoner.
“Jeg kan tydeligt huske de dage, hvor jeg kom op til Finn og Grete. Jeg blev hentet i deres bil, fik hjælp til lektier og øvede dansk. Hver gang vi drejede ind ad gaden, hjalp de mig med at øve husnumrene, hvor jeg skulle gentage tallene igen og igen.”
Derhjemme taler familien afghansk. Hos Grete og Finn taler de dansk.
Små skridt. Gentagelser. Tålmodighed. Men det handler også om mere end et nyt sprog.
“Det var Finn og Grete, der hjalp mig med at udvikle mig,” siger Ziba.
“Min far kunne fortælle om livet i Danmark og forskellene fra Afghanistan, men Grete og Finn kunne fortælle om at vokse op og være ung her. Jeg fik begge perspektiver med – og skulle selv få det til at hænge sammen.”
Jeg er selv blevet motiveret til at engagere mig, tage en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. Fordi nogen spurgte mig: Hvad vil du?
/ Ziba
Et skrivebord og et pusterum
Ziba vokser op i en stor familie med tre energiske brødre. Hos Grete og Finn er der en anden ro.
"Det var et frirum at være sammen med Finn og Grete. Vi snakkede, tegnede og lavede mange kreative ting.”
Grete lyser op.
“Hun er en eminent tegner,” siger hun. “Bedre end mig!”
Grete opdager tidligt Zibas kunstneriske evner og skaffer et brugt skrivebord. Ziba pynter det med glansbilleder, maling og små dekorationer.
“Jeg havde det i lang tid. Det var en kæmpe gave,” siger Ziba.
De kreative sysler med Grete bliver en indgang til en ny interesse.
“Jeg havde aldrig tegnet før. Men Grete lavede keramik og tegnede – og det inspirerede mig. Så begyndte jeg også derhjemme.”
Frivillighed går begge veje
Gennem årene har Grete og Finn været frivillige kontaktpersoner for flere, der var nye i Danmark.
“Vi er så privilegerede, Grete og jeg. Vi har vores gode bolig i Ry, vores kreativitet og vores overskud til at tage os af nogen, som virkelig har behov. Det har været en glæde. Og så har vi fået så mange gode venner. Det er en win-win-situation," siger Finn.
“Ja, det giver noget begge veje,” siger Ziba og uddyber:
“Jeg er selv blevet motiveret til at engagere mig, tage en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. Fordi nogen spurgte mig: Hvad vil du?”
I dag er Ziba uddannet socialrådgiver, arbejder som virksomhedskonsulent i Aarhus og har været engageret i frivilligt arbejde det meste af sit voksne liv.
For Grete handler frivillighed om noget grundlæggende menneskeligt.
“Vi har alle sammen noget at give,” siger hun – også dem, vi hjælper – og tilføjer: “Der er et lys i os alle, som gerne vil blusse.”
Ziba bag førersædet
Relationen har ændret sig med årene. Hvor Grete engang hentede Ziba i sin gamle Lada, er det nu Ziba, der sidder bag rattet.
"Senere er det blevet dig, der henter mig, efter jeg ikke kan køre mere. Selvom jeg er dårlig til bens, finder Ziba også ud af det med kørestolen."
Når Ziba kommer forbi, spiller de 500, drikker kaffe og taler sammen – om verdenssituationen, om det, der inspirerer, morer dem, men også det, der er svært, fortæller Grete.
”Vi behøver ikke at gøre noget ved hinandens problemer. Men det betyder noget at have et sted, hvor man kan hælde lidt vand ud af ørene uden at blive dømt. Der er altid forsoning og forståelse.”
Ziba hjælper også, når der er brug for det, fortsætter Grete.
"Vi tør spørge ind. Jeg kan for eksempel godt spørge, om Ziba har overskud til at købe en gave til en af mine venner. Jeg ringer til Ziba – hun klarer det hele."
Ziba trækker let på skuldrene. Hun ser det ikke som hjælp.
“Det er familie.”
Min far kunne fortælle om livet i Danmark og forskellene fra Afghanistan, men Grete og Finn kunne fortælle om at vokse op og være ung her. Jeg fik begge perspektiver med – og skulle selv få det til at hænge sammen.
/ Ziba
Netværksindsatsen i Dansk Flygtningehjælp
Vi samarbejder med Røde Kors om netværksindsatsen igennem projekt Venner Viser Vej.
Indsatsen drives i tæt samarbejde med landets kommuner og en lang række aktører på integrationsområdet, eksempelvis sprogskoler, boligselskaber, helhedsplaner og lokale foreninger.
Projektet har etableret et samarbejde med over 80 kommuner, hvor mere end 12.000 personer med flygtningebaggrund er blevet matchet med en frivillig ven eller venskabsfamilie.
I 2025 spurgte vi de kommuner, vi samarbejder med, om deres oplevelse af samarbejdet om og effekterne for målgruppen. Et stort flertal af kommuner vurderer, at frivillige relationer gør en væsentlig forskel for mennesker med flygtningebaggrund. Samtidig peger et stort flertal på, at samarbejdet mellem den enkelte kommune og organisationerne fungerer godt eller særdeles godt. Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med Røde Kors og Kommunernes Landsforening (KL).
