PTSD øger risiko for demens, og det skal man være opmærksom på i arbejdet med ældre med flugtbaggrund

Markant øget risiko for demens

Et studie af international forskning fra 2020 konkluderer, at personer med PTSD har en 61 % større risiko for at udvikle demens. Enkelte af de gennemgåede forskningsprojekter når frem til, at PTSD fordobler risikoen. Studier finder konkret forhøjet risiko for demens blandt krigsveteraner, flygtninge og torturoverlevere.

Forskning peger desuden på, at krigsrelaterede traumer kan være en særlig risikofaktor for udvikling af demens – flygtninge med PTSD, der har oplevet krig, kan således være i større risiko for at udvikle demens end flygtninge med PTSD, der ikke har været udsat for krigstraumer.

Der er fortsat uklarhed om årsagssammenhænge mellem PTSD og demens og brug for yderligere forskning om dette.

I betragtning af at PTSD-symptomer ofte fortsætter til sent i livet, og at PTSD er forbundet med ændringer i stress-respons-systemet, der kan medføre belastninger eller ændringer i hjernens struktur og påvirker områder med betydning for hukommelse og kognition, er der dog grund til at tro, at PTSD kan være forbundet med accelereret hjernealdring. En anden mulig årsagssammenhæng er samtidig forekomst af depression, hovedskade eller medicinske komorbiditeter, der er forbundet med både PTSD og demens.

Kendte faktorer, der i øvrigt øger risikoen for demens, er forhøjet blodtryk, diabetes, slagtilfælde, hjertekarsygdom og dårlige socioøkonomiske forhold. Alle disse risikofaktorer er generelt mere udbredt blandt etniske minoriteter.

Demens kan også påvirke mennesker med tidligere traumer på særlige måder. Tidlig demens påvirker korttidshukommelsen, men efterlader langtidshukommelsen mere intakt. Det kan betyde, at demens-ramte særligt husker og genoplever øjeblikke fra årtier tidligere. For flygtninge kan sådanne minder ofte være knyttet til traumatiske begivenheder.

PTSD-behandling kan være forebyggende

Studier finder, at demens-risikoen for PTSD-ramte er lavere for veteraner end for den øvrige befolkning, og forskere forklarer dette med, at det sandsynligvis hænger sammen med, at en større andel af veteraner modtager behandling for PTSD, og at dette kan reducere risikoen for at udvikle demens.

Tidlig identifikation og behandling af PTSD er således ikke blot vigtig for umiddelbar livskvalitet og almen sundhed på kort sigt, men måske også specifikt for forebyggelse af bl.a. demens på længere sigt.

Andre former for psykosocial støtte til bl.a. stresshåndtering, udvikling af personlige coping-strategier samt sund livsstil med motion, afbalanceret kost og god søvn er ligeledes vigtige forebyggende elementer.

Udfordringer ved diagnosticering

Der kan være særlige udfordringer ved at stille demens-diagnoser hos personer fra minoritetsetniske grupper, og ofte går der flere år fra de første symptomer opstår, til diagnosen stilles.

Det kan blandt andet skyldes sproglige barrierer, manglende kendskab til sygdommen blandt minoritetsetniske grupper eller stigma vedrørende sygdommen. Derudover kan det skyldes udfordringer vedrørende den kognitive test, som bruges til at stille diagnosen, da den er rettet mod personer, som er født og opvokset i Danmark, og kræver kendskab til dansk sprog og kultur.

Endelig kan diagnosticering udfordres af, at der kan være overlap mellem PTSD- og demenssymptomer.

Sammenlagt med, at udsatte borgere med flugtbaggrund kan have en svagere adgang til sundheds- og omsorgssektoren, kan det lede til en risiko for underdiagnosticering af demens og dermed manglende støtte.

Minoritetsetniske ældre med en demenssygdom opsøger i mindre grad kommunen for at få hjælp sammenlignet med ældre med dansk baggrund. Og når de endelig gør det, er det ofte relativt sent i forløbet.

Behov for fokus, kompetencer og samarbejde

Sammenhængen mellem PTSD og demens og en voksende gruppe af ældre med flugtbaggrund understreger betydningen af tidlig identifikation af traume-relaterede problematikker og PTSD-behandling.

Det er en blandt flere problematikker, der betyder et stigende behov for fokus i ældresektoren på personer med flugtbaggrund også i forbindelse med udredning, demensforløbsstøtte og pårørendesamarbejde.

Imødekommelsen af behov hos den voksende gruppe af ældre med flugt- eller minoritetsetnisk baggrund kalder på minoritetskompetencer, kultursensitivitet og traume-informerede tilgange i ældre- og sundhedssektoren, proaktive tiltag for styrkede sundhedskompetencer blandt etniske minoriteter samt nye samarbejder med såvel offentlige som civilsamfundsorganisationer.