DRC Dansk Flygtningehjælp har sendt de første fem hold af mineryddere afsted til et område i det nordøstlige Ukraine, der skal ryddes for miner, raketter, morterer og ueksploderet ammunition, som er efterladt efter måneders kamphandlinger. Rydningsarbejdet sker i samarbejde med den statslige ukrainske beredskabsstyrelse State Emergency Service. DRC’s minerydningshold har allerede identificeret og bortsprængt flere end 50 stykker ammunition.
”Jeg er stolt af, at vi spiller en afgørende rolle, og at vi allerede er i gang med de første opgaver. Effektiv minerydning og bortskaffelse af sprængstoffer er altafgørende for, at fordrevne kan vende sikkert hjem igen. Sideløbende med rydningen underviser vi også civilbefolkningen i de farer, der kan gemme sig i boligområder, skoler, legepladser, landbrugsjord og andre steder, hvor de plejede at færdes,” siger Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.
Aftalen styrker det i forvejen tætte samarbejde mellem DRC og den ukrainske beredskabsstyrelse, der siden 2014 primært er foregået i den østlige del af landet.
”DRC er allerede godt positioneret i Ukraine, og vi har årtiers erfaring med humanitær minerydning. Det giver os en unik mulighed for at kunne støtte og opskalere i så omfattende en grad, som det kræves i Ukraine. I takt med at slagmarkerne flytter sig, vokser spredningen af miner og ueksploderede våben dag for dag, og det kræver en markant og intensiveret respons,” siger Charlotte Slente.
Foruden minerydning yder DRC også teknisk uddannelse og materiel organisatorisk støtte til den ukrainske beredskabsstyrelse. Dette indebærer særligt minerydningsudstyr, herunder terrængående køretøjer til transport af personale, detektionsudstyr, værktøj og kits til bortskaffelse af sprængstoffer og ikke mindst personlige værnemidler, førstehjælpskasser og medicinske forsyninger.