Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Nyheder

Vi styrker indsatsen til sårbare familier i samarbejde med Mødrehjælpen og Novo Nordisk Fonden

Et nyt banebrydende partnerskab skal styrke og udbrede støtten til sårbare gravide og familier, så flere børn får en tryg start på livet. På sigt vil det reducere den geografiske og sociale ulighed i sundhed.

Udgivet 24 apr 2026

Fælles pressemeddelelse

I disse år stiger antallet af sårbare gravide og nybagte forældre. Samtidig er den eksisterende hjælp og støtte i dag geografisk ulige fordelt over landet og præget af sektoropdelte og usammenhængende indsatser på tværs af civilsamfund, regioner og kommuner.

Derfor ser et nyt partnerskab nu dagens lys. Her går Mødrehjælpen, Dansk Flygtningehjælp og Novo Nordisk Fonden sammen om at styrke tilbuddene til sårbare småbørnsfamilier. Mødrehjælpen skal stå i spidsen for partnerskabet.

”Barnets første 1000 dage er helt afgørende for, hvordan det klarer sig senere i livet, og derfor er det så godt, at vi nu kan støtte endnu flere sårbare gravide og nybagte forældre. Det hjælper ikke alene den enkelte familie, men vil også mindske den geografiske og sociale ulighed i sundhed, og samtidig er det et stort skulderklap til Mødrehjælpens arbejde,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.

Konkret skal det nye partnerskab styrke trivsel og sundhed hos kommende forældre og småbørnsfamilier i sårbare situationer. Det skal ske ved, at Mødrehjælpens eksisterende indsatser til det tidlige forældreskab styrkes og udbredes til de dele af landet, hvor der i dag er langt til hjælpen.

Bl.a. skal Mødrehjælpen etablere et nyt rådgivningshus på Vestsjælland, afsøge muligheden for at lave nye partnerskaber med regionerne om socialfaglig støtte til sårbare gravide på fødeafdelingerne, og så skal Mødrehjælpens gratis aktiviteter tilbydes til flere.

Alt for mange familier med etnisk minoritetsbaggrund får ikke den hjælp, de har brug for. Hvis vi skal sikre dem en tryg start på familielivet, kræver det indsatser, der blandt andet tager højde for sproglige og kulturelle barrierer, og gør vejen gennem sundhedssystemet lettere.

/  Kenneth Flex, direktør for Integration i Dansk Flygtningehjælp

Et eksempel på nogle af de familier, som i dag er underrepræsenteret i eksisterende tilbud til gravide og småbørnsfamilier, er familier med ikke-vestlig baggrund. Derfor vil Mødrehjælpen og Dansk Flygtningehjælp sammen udvikle nye, målrettede indsatser.

“Alt for mange familier med etnisk minoritetsbaggrund får ikke den hjælp, de har brug for. Hvis vi skal sikre dem en tryg start på familielivet, kræver det indsatser, der blandt andet tager højde for sproglige og kulturelle barrierer, og gør vejen gennem sundhedssystemet lettere,” siger Kenneth Flex, direktør for Integration i Dansk Flygtningehjælp.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd, VIVE, bliver også tilknyttet partnerskaber og vil bidrage med en samfundsøkonomisk analyse af indsatserne for at skabe ny viden om, hvad der virker.

”I Novo Nordisk Fonden ønsker vi både at skalere det, som vi ved virker og at tænke innovativt. Med dette partnerskab får flere familier gavn af Mødrehjælpens mangeårige indsats samtidig med, at vi udvikler nye løsninger til familier med etnisk minoritetsbaggrund på tværs af civilsamfund og offentlige aktører. Vi ser frem til, at partnerskabet vil hjælpe langt flere sårbare familier, hvilket er afgørende for at skabe en god start i livet og mindske ulighed i sundhed,” siger Flemming Konradsen, Chief Scientific Officer i Novo Nordisk Fonden.

Partnerskabet træder i kraft 1. august 2026 og løber frem til 2030 med en samlet bevilling på 38 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

 

Til pressen

For interview med Dansk Flygtningehjælps direktør for integration Kenneth Flex, kontakt på tlf.: 61280191

For interview med Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, kontakt presseansvarlig i Mødrehjælpen Anna Gottschalck på tlf.: 2210 1895 eller [email protected]

For interview med Flemming Konradsen, Chief Scientific Officer fra Novo Nordisk Fonden, kontakt Nils Eskestad på tlf.: 3023 2904 eller [email protected]

 

Fakta

Dansk Flygtningehjælp

  • Dansk Flygtningehjælp er en førende international organisation, der arbejder for at støtte flygtninge og internt fordrevne under eksil. Organisationen har en stærk tilstedeværelse i Danmark, hvor vi bl.a. med vores specialiserede indsatser hjælper de allermest udsatte børn og familier med minoritetsbaggrund i samarbejde med landets kommuner.
  • Derudover har Dansk Flygtningehjælp 4.500 frivillige, som hvert år hjælper mere end 30.000 flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund.

Mødrehjælpens indsatser til sårbare småbørnsforældre

  • I 2024 modtog over 3.200 kommende forældre eller småbørnsfamilier rådgivning via telefon, chat eller fysiske samtaleforløb hos Mødrehjælpen.
  • Derudover modtog godt 800 familier et længerevarende individuelt rådgivningsforløb tilrettelagt i samarbejde med et regionalt fødested eller kommunalt familietilbud.
  • Over 7.000 kommende forældre eller småbørnsfamilier deltog i aktiviteter og fællesskaber som fx babycafeer i Mødrehjælpens lokalforeninger.

Novo Nordisk Fonden

  • Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed.
>
10 apr 2026
Nye film på tigrinya styrker formidlingen af livet i Danmark
Læs mere om trivsel Børn og unge