Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Nyheder

Vejen til job: ”Det gør helt sikkert en forskel at vende tingene med Fatima”

Syriske Sarah var ledig i syv år, før hun fik et rengøringsjob gennem et beskæftigelsesforløb i DRC Integration. Mød Sarah, der fik en mentor, og se, hvad der fik hende i arbejde.

Pixabay

Udgivet 22 jan 2025

Skrevet af Annemette Grant Larsen

Jeg kom til Danmark som 28-årig. Fra Syrien har jeg 9. klasse, og derefter gik jeg hjemme. At skulle finde et job i Danmark har været som at fare vild.

Jeg har været i praktik tre steder. I en børnehave og i et supermarked og så på feriecentret, hvor jeg endte med at få et job. De to andre steder var der ikke mulighed for at blive, blandt andet fordi jeg ikke kan dansk.

Jeg arbejder 20 timer om ugen og op til 25 timer om ugen i højsæsonen. For i de ni år, jeg har været i Danmark, har der været forskellige udfordringer med mine børn. Jeg er mor til fire, og familiebehandlere har i perioder været en del af hverdagen og gjort det svært at passe et fuldtidsjob.

Fra ledighed til job: Hvad skal der til?

Arbejdspligten er en realitet. Den skal især få flere kvinder med ikkevestlig baggrund ud på arbejdsmarkedet. Men hvad skal der egentlig til for at komme i beskæftigelse, når man har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år?

Vi har spurgt en af de kvinder, der selv har prøvet det - og vi har talt med en af vores

beskæftigelsesmentorer i DRC Integration om, hvad der skal til for at hjælpe kvinderne i job.

I de jobs jeg kan søge, skal man møde meget tidligt om morgenen eller arbejde om aftenen. Fx i rengøringsjobs. De skæve arbejdstider passer dårligt med mine børn. De kan ikke være så meget alene, og jeg kan ikke arbejde hver aften, hver morgen eller hver weekend. Jeg kan ikke få det til at gå op.

De skæve arbejdstider er også et problem, fordi bussen ikke går så tidligt om morgenen og ikke særlig tit i weekenden. Min mentor, Fatima, har hjulpet mig med at lave aftaler med min arbejdsplads, fx så jeg kan få

lov til at møde lidt senere, så det passer med bussen, og så jeg kan få det til at gå op med mine børn. Fordi Fatima er ind over, har min chef også fået en god forståelse for, hvor svært det er med busserne i weekenderne.

Det betyder meget, at hun kommunikerer med arbejdspladsen. Det kan jeg ikke selv gøre, fordi jeg er så begrænset på dansk.

Beskæftigelsesmentor: ´Vi er nødt til at kigge på, hvad der tidligere har spændt ben´

Det kræver meget at være stabil, når arbejdet er hårdt, og man har mange udfordringer derhjemme. Derfor er det godt at kunne drøfte de ting, der opstår, med Fatima. Det gør helt sikkert en forskel.

/  Sarah, flygtning fra Syrien

Aftalerne betyder, at jeg kan få min hverdag til at gå op. Det har været svært for mig i praktikkerne, og det har spændt ben for mig.

Jeg vil gerne holde fast i rengøringsjobbet, som jeg har haft i to år nu. Det er meget bedre at have et job, end at gå fra den ene praktik til den anden, uden det fører til noget. Det er så opslidende.

Men jeg håber, jeg kan komme til at lave noget andet på sigt. Jeg har en kollega, der er stoppet efter tre år. Hendes dansk er på plads. Lige nu er jeg ikke der.

Rengøringsjobbet er hårdt. Mange stopper igen med det samme, og det kræver en vis robusthed og accept af, hvor lav lønnet er, og hvor meget man kræver af medarbejderne. Der er ingen danskere, der arbejder der. Hvis man har en mulighed for at finde noget andet, så gør man det.

Det kræver meget at være stabil, når arbejdet er hårdt, og man har mange udfordringer derhjemme. Derfor er det godt at kunne drøfte de ting, der opstår, med Fatima. Det gør helt sikkert en forskel at vende tingene med hende, og det hjælper mig med at nå frem til løsninger.

 

Sarah er ikke kvindens rigtige navn. Navnet er DRC Integration bekendt.

Læs mere om DRC Integrations mentorforløb

Kontakt os for at høre mere

<
29 jan 2025
Få et overblik over hvad situationen i Syrien lige nu betyde…
>
20 jan 2025
Kom til online informationsmøde om situationen for syrere i…