Hvad skal der til for at hjælpe kvinder med ikkevestlig baggrund og lang ledighed bag sig i arbejde? Vi har spurgt Fatima Taha, der er beskæftigelsesmentor i DRC Integration. Se hvad hun har lært.
Hvorfor er kvinderne ikke i job?
Det kendetegner kvinderne, at de har komplekse udfordringer. Det handler både om, at mange har helbredsproblemer, både fysisk og mentalt, eller om at deres børn eller andre i familien har det. Samtidig er kvinderne typisk dårlige til dansk.
Mange har været i systemet længe og har brug for noget ekstra håndholdt støtte for at komme i job. De kan have flere praktikker bag sig, hvor de ikke er fremmødt stabilt – eller hvor der har været misforståelser og udfordringer, og hvor det har været svært at finde ud af, hvad der egentlig gik galt.
Andre har svært ved den livsstilsændring, der ligger i at skulle ud af døren og på arbejde. De har gået hjemme og har ikke en arbejdsidentitet med sig og har ofte nogle forventninger til det huslige, der kan være svære at få til at passe med at have et job.
Andre igen kan kun arbejde meget få timer eller slet ikke, og her understøtter jeg kommunens proces med afklaring ude på praktikvirksomheden.
Arbejdspligten er en realitet. Den skal især få flere kvinder med ikkevestlig baggrund ud på arbejdsmarkedet. Men hvad skal der egentlig til for at komme i beskæftigelse, når man har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år?
Vi har spurgt en af de kvinder, der selv har prøvet det - og vi har talt med en af vores
beskæftigelsesmentorer i DRC Integration om, hvad der skal til for at hjælpe kvinderne i job.
Hvad virker i forhold til at komme i arbejde?
Kvinderne har brug for tættere kontakt og flere individuelle samtaler, end man normalt har i et forløb, og de har brug for hjælp til at kommunikere med arbejdsgiveren, fordi de ikke selv kan.
Typisk har de været ude i flere praktikker, hvor det ikke har fungeret, og der er brug for at dykke mere ned i, hvad der står i vejen for, at det lykkes.
Som mentor går jeg netop ind i, hvad de selv oplever, udfordingen er. Kommer de fx ofte for sent eller har meget fravær, snakker vi om, hvad der skal til for at undgå det.
Meget af mit arbejde går ud på at hjælpe dem med at blive stabile, så de bliver i stand til at passe et arbejde. Nogle har angstproblematikker og skal lære at tage bussen selv, og så træner vi det.
Mange af familierne er meget sårbare, og nogle har børn, som er udfordret. Her er forældrene ofte bange for ikke at gøre det godt nok, og de kan stå i mange dilemmaer. Fx om, hvorvidt barnet skal af sted i vuggestue eller børnehave, eller om de skal blive hjemme med barnet, så det taler vi om.
Det kan også være svært at få det til at gå op, hvis familien fx er i familiebehandling. Jeg hjælper dem med at finde løsninger, så de bedre kan håndtere det.
Typisk har kvinderne været ude i flere praktikker, hvor det ikke har fungeret, og hvor der er brug for at dykke mere ned i, hvad der står i vejen for, at det lykkes.
/ Beskæftigelsesmentor i DRC Dansk Flygtningehjælp, Fatima Taha
Hvad er de tre mest almindelige ting, du hjælper kvinderne med?
Det er hverdagsmestring, helbredsundersøgelser og med at forstå uskrevne regler. Jeg arbejder altid med fokus på hjælp til selvhjælp, så kvinderne lærer at kunne selv. Der er altid et meget tæt samarbejde med sagsbehandlerne om de delmål, der skal arbejdes med fra gang til gang, så kvinderne hele tiden rykker sig nærmere job og bliver selvhjulpne.
Hverdagsmestring handler om at få sat struktur på hverdagen og få inspiration til, hvordan man kan få det hele til at gå op med job, børn, madlavning og rengøring. For nogle er det rigtig svært, fordi de er vant til at gå hjemme og bruge mange timer på det huslige.
Helbredsundersøgelser handler om, at jeg går med til lægen og hjælper dem med selv at stille spørgsmål. Sommetider bliver der sat en udredning i gang hos lægen, hvor jeg understøtter den videre proces.
Uskrevne regler er alle de her indforståede forventninger til, hvordan vi gebærder os på en arbejdsplads, som kan være rigtigt svære at forstå, når man ikke kender den danske arbejdspladskultur. Skal man fx selv tage initiativ eller vente på at blive sat i gang? Og må man godt sige, at man ikke helt forstod, hvad der blev sagt? Og hvad siger man til kollegaerne i pausen?
Hvad er det så, der skal til, for at det bliver en succes ude på arbejdspladsen?
For det første er det vigtigt at kigge på, hvad der tidligere har spændt ben for at komme i job.
Går bussen fx kun en gang i timen, kan man måske få lov til at møde 10 minutter senere, hvis det betyder, at man kan få det hele til at gå op og så ikke kommer for sent. Arbejdsgiverne er tit fleksible, oplever jeg.
Samtidig er det meget vigtigt, at kvinderne får støtte, undervejs i praktikforløbet, eller når de starter på jobbet. Det giver en tryghed, at jeg er der. En tryghed i forhold til at have én at vende tingene med. Det gør en forskel for mange, oplever jeg.
Vores snakke giver anledning til mange gode refleksioner som fx ´hvad kan jeg gøre her?´ eller ´hvornår er det ok, og hvornår er det ikke?´. Det får arbejdet ude på arbejdspladsen til at glide bedre.
Jeg hjælper også rent praktisk, så tingene bare kører. Jeg oplærer dem fx i at registrere ferie eller arbejdstid - eller forklarer, hvordan de forstår deres lønseddel.
Jeg er i starten ofte bindeleddet til arbejdsgiveren, fordi kvinderne typisk ikke selv kan kommunikere på dansk. Det er blandt andet med til at sikre, at der ikke opstår misforståelser, og at man får lavet gode aftaler, der fungerer for alle parter.
Mikkel
Jes Hansen
Beskæftigelseschef i DRC Integration