Dansk Flygtningehjælp støtter mennesker på flugt i nogle af verdens største humanitære kriser. I Danmark har indsatsen i 2025 haft fokus på integration, rådgivning, beskæftigelse og lokalt engagement for flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund.
I 2025 leverede Dansk Flygtningehjælp Integration faglige, frivillige og projektbaserede indsatser i 80 kommuner. Arbejdet fordelte sig på fem områder: Børn & Familie, Beskæftigelse, Frivillig, Projekter samt Viden & Udvikling.
På børne- og familieområdet havde Dansk Flygtningehjælp fokus på at imødekomme komplekse og skiftende behov blandt nogle af landets mest sårbare børnefamilier. Centrale indsatser omfattede familiebehandling, udredning, overvåget samvær samt kontaktpersoner for uledsagede mindreårige. Børn & Familie håndterede i 2025 203 sager mod 176 i 2024.
Beskæftigelsesindsatsen oplevede en stigende efterspørgsel efter jobrettede indsatser, herunder holdforløb og individuelle mentorforløb. I 2025 deltog 1.197 personer i et jobrettet forløb i Beskæftigelse mod 1.103 i 2024.
Flere projekter blev i 2025 udvidet gennem nye bevillinger, herunder fritidsindsatsen, der hjælper børn og unge ind i foreningslivet i samarbejde med kommuner, samt den helhedsorienterede psykosociale indsats MindSpring. I alt deltog 2.769 flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund i Dansk Flygtningehjælps projekter i 2025.
På viden- og udviklingsområdet deltog 425 flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund, 2.021 fagprofessionelle og 630 frivillige i kurser og rådgivninger. Samtidig havde portalen Velkommen til Danmark 8.698 unikke besøgende.
Frivilligheden var fortsat en central del af arbejdet. I 2025 benyttede 22.188 personer Dansk Flygtningehjælps frivillige indsatser - en nedgang, som især skyldes færre nye asylansøgere og ny lovgivning. Samtidig styrkede Dansk Flygtningehjælp sine 4.350 frivillige gennem kurser og supervision, og antallet af supervisioner steg fra 95 til 195.
De frivillige lagde i 2025 400.200 frivillige timer, og arbejdet har en værdi på over 5 mio. euro.
Et særligt fokusområde i 2025 var modtagelsen af kvoteflygtninge. I 2025 modtog danske kommuner 357 kvoteflygtninge fra DR Congo og Afghanistan. Dansk Flygtningehjælp understøttede modtagelsen af kvoteflygtninge i flere kommuner, hovedsageligt via mentorforløb, med hjælp til at skabe struktur i hverdagen, navigere i de offentlige systemer, tilmelding til sprogskole og adgang til sundhedsydelser samt skole eller daginstitution til deres børn.
Læs uddrag af rapporten med fokus på integrationsområdet i Danmark
Læs Dansk Flygtningehjælps fulde årsrapport (engelsk)