Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Center for Udsatte Flygtninge

FAQ: Flygtninge, skadeligt alkoholforbrug og behandling

Vi har modtaget henvendelser vedrørende nyankomne flygtninge og skadeligt alkoholforbrug. Derfor har vi udarbejdet en folder om eksil og alkoholforbrug på ukrainsk, russisk og dansk. Nedenfor finder du svar på spørgsmål om mulighed for alkoholbehandling for flygtninge. Nederst finder du folderen til flygtninge samt screeningsværktøj på ukrainsk.

Spørgsmål og svar om flygtninge og alkoholbehandling

Flygtninge med opholdstilladelse i Danmark – inkl. ukrainere med ophold under særloven – har ret til gratis, anonym alkoholbehandling. Det gælder både akut behandling og planlagt behandling. Flygtninge har ret til samme sundhedsydelser som danske statsborgere og kan søge hjælp hos egen læge eller direkte hos kommunens alkoholbehandling. 

Den akutte alkoholbehandling (abstinensbehandling og afrusning) kan foregå både i kommunalt og sygehusregi. Det er en lægelig vurdering, om der er behov for hospitalsindlæggelse i forbindelse med afrusning og abstinensbehandling. De kommunale alkoholtilbud består desuden af planlagt behandling, der er samtalebaseret og tilpasses den enkelte borger og kan bestå af samtaler individuelt, i grupper og/eller sammen med familien.

Iht. sundhedslovens §141 skal kommunerne stille vederlagsfri behandling til rådighed for borgere med et problematisk alkoholforbrug. Patienten behøver ikke en henvisning for at søge offentlig behandling for alkoholproblemer. Der er behandlingsgaranti på området, og behandlingen skal sættes i gang senest 14 dage efter henvendelsen. Patienten kan frit vælge mellem kommunernes tilbud og har ret til at være anonym.

Læs mere om alkohol og alkoholbehandling hos Sundhedsstyrelsen

Alle, der har haft bopæl i Danmark i mindre end tre år, har ret til gratis tolkebistand ved kontakt med sundhedsvæsenet, hvis det skønnes nødvendigt for behandlingen. Kommunerne skal ligeledes stille tolkebistand til rådighed ved kontakt med kommunen, når det et nødvendigt.

Det lovmæssige grundlag findes i bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven BEK nr 855 af 23/06/201 samt i forvaltningsloven, retningslinjer om tolke- og oversættelsesbistand er beskrevet i pkt. 32-36 i vejledning om forvaltningsloven.

De kommunale behandlingssteder har dog ikke nødvendigvis meget erfaring med at arbejde med tolk.

Se folder om alkoholforbrug på flere sprog

Folder på ukrainsk, russisk og dansk samt screeningsværktøj på ukrainsk og dansk

Alkohol - information om alkoholforbrug til dig, der har oplevet krig og flugt

4 Fil(er)

Læs mere om udsatte flygtninge