Store kommunale forskelle på forsørgelsesudgifter til indvandrere og efterkommere

Der er store kommunale forskelle på, hvor stor en andel ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der er i beskæftigelse. F.eks. har Odense og Aarhus nogle af landets største andele på offentlig forsørgelse, hvor ca. 36 pct. af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er på offentlig forsørgelse (målt i fuldtidspersoner). I den anden ende af skalaen har Vallensbæk eksempelvis kun 13 pct. af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse. Offentlig forsørgelse tæller her ydelser som f.eks. dagpenge, kontanthjælp, førtidspension mv. SU og folkepension er ikke medtaget.

Kommuner som Odense og Aarhus adskiller sig af åbenlyse årsager fra en kommune som Vallensbæk på mange måder. Det kan f.eks. være at de lokale rammevilkår for arbejdsmarkedet er forskelligt. Sammensætningen – både i forhold til alder, køn, etnicitet og social baggrund – vil også variere markant fra kommune til kommune. Ligeså kan der være forskel på, hvor stor en andel af kommunens indvandrere der er nytilkomne flygtninge og hvor stor en andel der har været i landet i længere tid, og derfor har bedre udgangspunkt for beskæftigelse. Store dele af forskellene kan derfor i mange tilfælde være udtryk for den specifikke opgave, kommunen står over for – deres såkaldte rammevilkår.

Der er dog talrige undersøgelser, der finder frem til, at der også er forskelle i kommunernes præstationer. Der er dermed rum for potentiale hos mange kommuner i at øge beskæftigelsen af indvandrere og efterkommere og sænke andelen på offentlig forsørgelse. Eksempelvis viser en undersøgelse fra Indenrigs- og Boligministeriet (2020), at der er store kommunale forskelle på arbejdsmarkedstilknytningen af ikke-vestlige indvandrerkvinder med længere ophold i Danmark – selv når man tager højde for kommunernes rammevilkår. De 10 kommuner, der placerer sig bedst i analysen, har i gennemsnit 5 pct. point flere i beskæftigelse eller uddannelse end man kunne forvente på baggrund af deres rammevilkår.

En anden undersøgelse fra VIVE (2019) viser forskelle på kommunernes beskæftigelse af nytilkomne flygtninge, når man tager højde for rammevilkår. Ligesom en tredje undersøgelse fra KORA (nu VIVE) (2016) viser lignende forskelle, målt på hvor lang tid indvandrere kommer tilbage i beskæftigelse.

Udgifter for offentlig forsørgelse til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere varierer kommunalt alt efter kommunens størrelse, hvor stor andel indvandrere og efterkommere udgør af kommunens indbyggere, andel på offentlig forsørgelse samt fordelingen på forskellige typer ydelser. Eksempelvis bruges ca. 2 mia. kr. på offentlig forsørgelse til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Københavns Kommune (ud af ca. 8,3 mia. kr.). Det er ikke muligt at angive, hvor stor en del af dette beløb der betales af kommunen og hvor stor en del der dækkes af staten, pga. forskellige refusionssatser og kommunal udligning.

Dette beløb er endvidere et underestimat af den reelle udgift til offentlig forsørgelse, da potentielle skatteindtægter ved øget beskæftigelse ikke er medtaget. Det samme er tilfældet for potentielle afledte effekter af beskæftigelse. Den offentlige sektors økonomiske tab, som følge af indvandrerne og efterkommernes lavere beskæftigelse, kan opgøres på mange måder. Eksempelvis vurderer Finansministeriet, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere samlet set medfører en nettoudgift for det offentlige på ca. 33 mia. kr. i 2017. Med en anden opgørelsesmetode vurderer Rockwoolfondens Forskningsenhed, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere medfører en nettoudgift for det offentlige på ca. 17 mia. kr. i 2014. Under alle omstændigheder er udgifterne til offentlig forsørgelse kun en del af de samlede udgifter ved gruppens lavere beskæftigelse.

Det er muligt at opstille en række scenarier for, hvad det vil betyde for omkostningsniveauet, hvis færre ikke-vestlige indvandrere og efterkommere var på offentlig forsørgelse. Dette er selvsagt ikke et udtryk for, at potentialet har disse niveauer i forhold til de bedst præsterende kommuner ift. rammevilkår, men det kan give et billede af potentielle økonomiske gevinster ved at arbejde med området.

Hvis Aarhus Kommune eksempelvis nedbragte andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse fra 36 pct. til 35 pct. (scenarie 1), ville det medføre en besparelse til offentlig forsørgelse på knap 25 mio. kr.

Hvis Aarhus Kommune i stedet nedbragte andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse til samme niveau som for personer med etnisk dansk oprindelse i kommunen (scenarie 2) (fra 36 pct. til 17 pct.), ville det medføre en besparelse til offentlig forsørgelse på ca. 480 mio. kr.

Slutteligt, hvis Aarhus Kommune i stedet nedbragte andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse til samme niveau som landsgennemsnittet for gruppen (scenarie 3) (fra 36 pct. til 27 pct.), så ville det medføre en besparelse på ca. 210 mio. kr. For scenarie 3 er der kun angivet tal for de kommuner, der har en større andel af målgruppen på offentlig forsørgelse end landsgennemsnittet.