Indvandrere går til tandlægen halvt så ofte

Dårlig mundhygiejne kan være en barriere for at komme ind på arbejdsmarkedet. Et projekt blandt opsøgende tandlæger beskriver bl.a., hvordan dårlige tænder blandt socialt udsatte medfører skam og dårligt selvværd og dermed har konsekvenser for personens deltagelse i det sociale liv. Det, koblet med tændernes udseende og de fysiske konsekvenser af dårlig mundhygiejne, kan være en “væsentlig” barriere for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet eller starte en uddannelse.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik gør indvandrere og efterkommere markant mindre brug af tandlæger og tandplejere end etniske danskere. I gennemsnit har 50 pct. af alle voksne mænd og 57 pct. af alle voksne kvinder i Danmark besøgt en tandlæge eller tandplejer (herefter forkortet tandlæge) i 2019. Dette tal dækker over, at 57 pct. af etnisk danske mænd, 20 pct. af indvandrere og 25 pct. af efterkommere besøgte en tandlæge. Dermed har næsten en tre gange så stor andel af etnisk danske mænd besøgt en tandlæge som mandlige indvandrere.

Samme tendens gør sig gældende blandt kvinder, omend niveauerne generelt er højere og gabet lidt mindre. I 2019 besøgte 62 pct. af etnisk danske kvinder en tandlæge mod 28 pct. af kvindelige indvandrere og 32 pct. af efterkommere.

En rapport fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2019 viser, at kun 10 af landets kommuner har meldt, at de har indsatser med fokus på tandsundhed hos etniske minoriteter. Størstedelen af indsatserne er målrettet børn, hvor fokusområderne omfatter undervisning i tandsundhed, kontrol, behandling og eftersyn i forhold til tandpleje.

Mens andelen af etniske danskere, der besøger tandlæge, generelt er svagt faldende, er udviklingen mere markant blandt særligt indvandrere. Fra 2016, hvor der er tidligst tilgængelig data, til 2019 faldt andelen af etnisk danske mænd, der besøgte tandlægen med 3 pct. point. I samme periode faldt andelen af mandlige indvandrere, der besøgte tandlægen med 10 pct. point. Samme forholdsmæssige fald ses hos både etnisk danske kvinder og kvindelige indvandrere.

Mens disse tal dækker over voksne, så ser samme tendens ud til at være gældende blandt børn. En rapport fra KORA (nu VIVE) fortæller bl.a., hvordan unge efterkommere benytter sig af den kommunale tandpleje halvt så ofte som etnisk danske børn og unge. Her forklares forskellen med forskelle i sundheds- og sygelighedsopfattelse, en anden kulturel baggrund, anden livsstil og andre levevilkår.

En tandlægefaglig forskningsundersøgelse fra 2005 viser endvidere, at tandstatus hos børn med anden etnisk baggrund er markant værre end blandt jævnaldrende etnisk danske børn. Her henvises der bl.a. til en ældre undersøgelse fra 1998, der fandt, at for hver 100 danske cariesfri børn i alderen 2 til 5 år fandt man 9 libanesiske, 14 tyrkiske og 20 somaliske – altså at der er 5 til 10 gange større sandsynlighed for, at etnisk danske børn er cariesfri end børn fra disse oprindelseslande.

I den tilgængelige data fra 2019 ses der også stor forskel på tværs af alder. Generelt stiger hyppigheden af tandlægebesøg markant med alderen – dette kan dog også forklares med øget behov. Gabet mellem etniske danskere og indvandrere/efterkommere er størst blandt 18-29 årige. Mest opsigtsvækkende er, at kun 9 pct. af mandlige indvandrere i alderen 18-29 år har besøgt en tandlæge i 2019 mod 40 pct. af mandlige etniske danskere. Dette kan skyldes, at der er egenbetaling til tandlægebesøg for personer over 18 – omend der er omfattende tilskudsmuligheder for unge under 25 år.

Man bør dog være varsom med at tolke på forskellene mellem forskellige aldersgruppe af særligt indvandrere og efterkommere, da etniske og sociale sammensætninger vil være meget forskellige.