Spring til indholdet
Integration
Kontakt
videnscenterforintegration.dk

Færre unge efterkommere står uden job og uddannelse

En relativ stor gruppe af unge er hverken i arbejde eller under uddannelse. Selvom ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kun udgør hver tiende i denne gruppe, så er andelen af ikke-vestlige efterkommere uden job og uddannelse dog markant højere end for jævnaldrende unge med dansk baggrund. Unge, der hverken tager en uddannelse eller kommer ud på arbejdsmarkedet, er i høj risiko for at blive yderligere marginaliseret i samfundet senere hen, og derfor er der med god grund stor national opmærksomhed på gruppen. Ikke-vestlige efterkommeres overrepræsentation kan dog kalde på et særligt indsatsbehov.

Udgivet 03 mar 2021

Analysen Kort

  • Andelen af unge, der hverken er i job eller under uddannelse, er særligt høj for ikke-vestlige efterkommere fra nogle oprindelseslande. Eksempelvis var knap halvdelen af mandlige 20-29 årige efterkommere med somalisk baggrund hverken i beskæftigelse eller under uddannelse.
  • Ca. 11.000 ikke-vestlige efterkommere i alderen 16-30 år var hverken i beskæftigelse eller under uddannelse i 2019.
  • Andelen af unge ikke-vestlige efterkommere, der hverken er i job eller under uddannelse, er faldet fra 2013 til 2019.
  • Gabet mellem unge ikke-vestlige efterkommere og unge med dansk baggrund – ift. andel hverken i job eller under uddannelse – er mindsket. Særlig markant er udviklingen for kvinder og for de 25+-årige.

En markant større andel af unge ikke-vestlige efterkommere er hverken i beskæftigelse eller uddannelse, om end der er store forskelle på tværs af oprindelseslande. Knap halvdelen, 47 pct, af 20-29 årige somaliske mænd var i 2019 hverken i uddannelse eller beskæftigelse. Blandt kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande var andelen uden arbejde og uddannelse højest hos kvinder med libanesisk baggrund – en stor del af denne gruppe er sandsynligvis børn af statsløse palæstinensiske flygtninge. Af de 20-29 årige libanesiske kvinder var 28 pct. hverken i job eller under uddannelse. Til sammenligning er det tilfældet for 15 pct. af kvinder og mænd med dansk baggrund i samme aldersgruppe.

Betegnelsen NEET (Not in Employment, Education or Training) bliver ofte brugt om gruppen af unge uden uddannelse og beskæftigelse. NEET-gruppen er, ifølge et omfattende VIVE-studie fra 2019, generelt karakteriseret ved i markant højere grad at have en vanskelig opvækst. Hver femte unge i NEET-gruppen har været anbragt uden for hjemmet, unge i gruppen har klaret sig dårligere i skolen, gik i højere grad i specialklasse og havde et højere fravær. Dertil har en højere andel været i kontakt med det psykiatriske hospitalsvæsen, har brudt straffeloven, er vokset op i lavindkomstfamilier, har fået børn i en tidlig alder og er flyttet hjemmefra inden 18-årsalderen. Ifølge VIVE-studiet har ca. 10 pct. af unge i NEET-gruppen udenlandsk baggrund.

En analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fra 2017 tegner et lignende billede af de unge indvandrere og efterkommere i NEET-gruppen. Her ses det også, at disse unge i lavere grad har en fuldført uddannelse, i højere grad har været anbragt som børn og i højere grad begår kriminalitet. Særligt forskellen i kriminalitet er påfaldende, hvor det ses, at 46 pct. af de 16-29 årige mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund har været dømt efter straffeloven. Til sammenligning er det tilfældet for 23 pct. af alle mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund.

Andelen af unge ikke-vestlige efterkommere, der hverken er i job eller under uddannelse, er dog faldende. I 2013 var det eksempelvis tilfældet for 29 pct. af 20-årige mandlige ikke-vestlige efterkommere. I 2019 faldt andelen til 25 pct. For mandlige ikke-vestlige efterkommere har udviklingen været størst for 30-årige, hvor andelen i NEET-gruppen faldt fra 33 pct. til 23 pct. Det kan bl.a. forklares i en generelt (langsomt) stigende beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere (bl.a. ifølge Mandag Morgen 2021). Udviklingen fra 2013 til 2019 skal også ses i forhold til konjunkturudviklingen.

Andelen af kvindelige ikke-vestlige efterkommere er ligeså faldende. I 2013 var 24 pct. af 20-årige kvindelige ikke-vestlige efterkommere hverken i job eller under uddannelse. I 2019 var andelen faldet til 17 pct. Det største fald er for 21-årige, hvor andelen i NEET-gruppen faldt fra 23 pct. til 14 pct. Dette skal ses i relation til, at særligt flere ikke-vestlige kvindelige efterkommere tager en videregående uddannelse ifølge bl.a. Udlændinge- og Integrationsministeriet (2017).

Der var i 2019 ca. 11.000 16-30-årige ikke-vestlige efterkommere, der hverken var i beskæftigelse eller under uddannelse.

Udviklingen for ikke-vestlige efterkommere skal ses i sammenhæng med, at andelen af unge med dansk baggrund, der er i NEET-gruppen, også er faldende. Dog er udviklingen større blandt ikke-vestlige efterkommere, hvilket medfører, at gabet mellem ikke-vestlige efterkommere og unge med dansk baggrund mindskes.

For de unge mænds vedkommende er gabet særligt mindsket for de ældste i målgruppen. Eksempelvis er gabet halveret for de 30-årige. I 2013 var andelen af mandlige ikke-vestlige efterkommere i NEET-gruppen 18 pct. point højere end for jævnaldrende med dansk baggrund. I 2019 var dette faldet til kun at være 9 pct. point højere.

Udviklingen for kvindelige ikke-vestlige efterkommere er særligt interessant. Her er gabet for 20-22 årige nærmest forsvundet fra et gab på ca. 5-8 pct. i 2013. Ligesom for mændene er gabet også mindsket markant for de ældste i målgruppen.

Der er for begge køn enkelte undtagelser i nogle aldersgrupper, hvor gabet enten er stort set uændret eller steget marginalt.

Denne analyse er udarbejdet af Danmarks Videnscenter for Integration. DRC Integration gengiver analysen i sin oprindelige form og har ikke haft indflydelse på tema eller tekst. Er der spørgsmål til analysens indhold kan forfatteren og stifter af Danmarks videnscenter for Integration Rasmus Brygger kontaktes på [email protected].

<
16 mar 2021
Færre anbringelser af ikke-vestlige børn i udsatte boligomr…
>
25 feb 2021
Ikke-vestlige efterkommere haler ind på elever med dansk op…
Læs mere om Arbejdsmarked