Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Ukraine: FAQ

Spørgsmål og svar: Hvordan kan jeg hjælpe ukrainere, der opholder sig i Danmark

Her finder du svar på dine spørgsmål om, hvordan du kan hjælpe ukrainere, der er flygtet til Danmark.

Hvordan kan du hjælpe

Hvis du ønsker at hjælpe flygtninge i Danmark, kan du melde dig som frivillig i DRC Dansk Flygtningehjælp. Du er også velkommen til at tage kontakt til lokale frivilliggrupper og høre, om der er noget, som du kan hjælpe med. Vores vurdering er, at der kan gå et stykke tid, før man vil møde ukrainere i de lokale frivilliggrupper, da mange nyankomne ukrainere har netværk i Danmark, som de kan trække på umiddelbart efter ankomsten.  

Dansk Ukrainsk Selskab er i tæt kontakt med ukrainere, som allerede bor i Danmark. Du kan tilbyde din hjælp til ukrainere gennem foreningen ved at skrive til [email protected]. Hvis du f.eks. tilbyder overnatning, så skriv hvor i landet og hvor mange, du kan huse.  

Endelig kan du støtte Dansk Flygtningehjælps arbejde i Ukraine. DRC Dansk Flygtningehjælp har været i Ukraine siden 2014, og i øjeblikket intensiverer vi vores krisehåndtering i Ukraine, ligesom vi arbejder for at sikre beskyttelse af alle, der flygter fra landet. Derfor har vi også medarbejdere i Polen, Rumænien og Moldova, som støtter den igangværende humanitære indsats.  

Hvis du ønsker at tilbyde husly til personer, der er flygtet fra krigen i Ukraine, opfordrer vi til, at du tager kontakt til den kommune, du bor i, og tilbyder din hjælp. Du kan også lave et opslag på Facebook-gruppen  Ukrainians in Denmark, hvor du tilbyder din hjælp.  

Inden du tilbyder din bolig, er det vigtigt at du gør dig overvejelser om; Hvor længe kan du tilbyde husly? Hvordan vil du hjælpe personen/familien videre, når de ikke længere kan bo hos dig? Kan du betale for forplejning? 

Hvis du vælger at tilbyde husly til nyankomne ukrainere, vil det nogle steder i landet ske efter aftale med den kommune, du bor i, og andre steder vil det ske i privat regi. Hvis det sker i samarbejde med kommunen, vil du formentlig blive bedt om at sende din børneattest til kommunen, men hvis du gør det i privat regi, vil der ikke være et sted at sende børneattesten hen.  

DRC Dansk Flygtningehjælp opfordrer til at alle, der tilbyder husly til nyankomne ukrainere, orienterer sig om børnebeskyttelse i det frivillige arbejde for at sikre tryghed og beskyttelse af de børn, der kommer i ens hjem.  

Der er ingen regler for privat indkvartering, og det er derfor op til dig selv at vurdere, om du har mulighed for at betale for kost til dine ukrainske gæster. Om det er muligt eller ej, så er det rigtig godt at have en tydelig aftale fra start. 

Kommunerne har mulighed for at give et økonomisk tilskud til personer, der huser ukrainere, som endnu ikke har fået opholdstilladelse. Dog varrierer det fra kommune til kommune, om de giver et tilskud eller ej, og hvor stort tilskuddet er. Forhør dig derfor hos din kommune om mulighederne for tilskud. 

Vi er utrolig taknemmelige for den enorme opbakning, som vi oplever på tværs af Danmark, hvor folk tilbyder deres hjælp og støtte. Hvis du ønsker at donere tøj og møbler mm., kan du forhøre dig i lokale frivilliggrupper, eller du kan aflevere tøj i Røde Kors’ butikker eller tøjcontainere. Du kan også lave et opslag i facebookgruppen ’Venligboerne giver væk til flygtninge (nyankomne)’.

Derudover kan du hjælpe flygtninge fra krigen i Ukraine ved at støtte Dansk Flygtningehjælp økonomisk. Der er fortsat stort behov for pengedonationer til at sikre nødhjælp til de mennesker, der opholder sig i nabolandene og til dem, der stadig er i Ukraine. 

Dansk Flygtningehjælp har været i Ukraine siden 2014, og i øjeblikket intensiverer vi vores krisehåndtering i Ukraine, ligesom vi arbejder for at sikre beskyttelse af alle, der flygter fra landet. Derfor har vi også medarbejdere i Polen, Rumænien og Moldova, som støtter den igangværende humanitære indsats.

Flere forsikringsselskaber har meldt ud at deres indbo- og ansvarsforsikring også dækker nyankomne ukrainere, som deres kunder eventuelt vælger at have boende. Tag fat i dit forsikringsselskab, hvis du vil vide, om det også gælder for din forsikring.    

 Hvis du er i kontakt med ukrainere i Danmark, der står med svære spørgsmål, kan du henvise dem til DRC Dansk Flygtningehjælps Psykosocial telefonlinje. Her kan børn, unge og voksne ringe ind og på deres modersmål blive vejledt i normale reaktioner under svære livsomstændigheder, samt hvad man kan gøre for at styrke tryghed og modstandsdygtighed i en ny tilværelse fuld af omvæltninger.

En første beroligende samtale, hvor man bliver hørt og forstået, får besvaret spørgsmål eller blot delt sin oplevelse af sorg og savn, kan have stor betydning for, hvordan en krisesituation opleves og håndteres. På den psykosociale telefonlinje kan ukrainere i Danmark ringe og få en kortere samtale med en ukrainsk fagperson med fokus på de reaktioner, de selv har, og særligt på, hvordan man som voksen kan støtte sine børn i den svære og udfordrende situation, de står i lige nu.

Ved samtalen er der mulighed for at aftale et tidspunkt til en længere, opfølgende samtale. Det er også muligt at blive visiteret til tre terapeutiske samtaler efter behov.

Den psykosociale telefonlinje kan kontaktes på telefon: +45 3373 5314. Åbningstider: kl. 9-10 og 17-18 (mandag til fredag).

Hvis du ønsker at tilbyde at hente ukrainske flygtninge ved grænsen, opfordrer vi til, at du laver et opslag på Facebookgruppen Ukrainians in Denmark, hvor du tilbyder din hjælp.  

Inden du eventuelt tager af sted for at hente flygtninge, er det vigtigt, at du har en aftale om, hvem du skal hente, og at du har en plan for, hvad der skal ske, når I kommer tilbage til Danmark. Det kan eksempelvis være i form af at have fundet privat indkvartering.   

Tidligere Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye har efter aftale med de polske myndigheder henstillet til, at man ikke kører til grænsen for at hente flygtninge fra Ukraine uden at have en konkret aftale med nogen, man skal hente. Udlændinge- og Integrationsministeren udtaler: ”Det er meget vigtigt, at nødhjælpen kan komme frem, og det er også meget vigtigt at de mennesker, der har konkrete aftaler om at hente folk, der står på grænsen, kan komme frem. Der er desværre for mange tomme biler og minibusser, der kører rundt og fylder op og skaber mere trafik, end det er godt (…). Desuden er det vigtigt at lytte til NGO’er i Polen, som fortæller, at det jo primært er kvinder og børn, der krydser grænsen, og at det ikke altid øger trygheden, at der kører biler rundt, hvor vinduet bliver rullet ned, og folk bliver opfordret til at hoppe ind”.  

Dansk Flygtningehjælp beskytter og støtter flygtninge, der ankommer til Danmark fra Ukraine. Det gør vi gennem:  

  • Asylrådgivning og støtte til beskyttelse af flygtninge fra Ukraine. 
  • Støtte nationale og lokale myndigheder i at modtage og integrere flygtninge, der ankommer fra Ukraine. 
  • Støtte til et værdigt liv i Danmark gennem DRC’s store og landsdækkende netværk af frivillige. 
  • Koordination og teknisk bistand til at understøtte mobilisering blandt den danske befolkning og den ukrainske diaspora.  

DRC Dansk Flygtningehjælp har siden etableringen i Danmark i 1956, haft en ledende rolle i forhold til at sikre beskyttelse af flygtninge og asylansøgeres rettigheder, støtte til integration og mobilisering af frivillige, der ønsker at hjælpe flygtninge og asylansøgere i Danmark. Det betyder, at DRC har et solidt udgangspunkt for at give juridisk - og integrationsrådgivning til flygtninge og asylansøgere, yde teknisk bistand til danske myndigheder og mobilisere frivillige til lokalt at støtte op om integrationen ind i det danske samfund.  

Den ukrainske diaspora er stor i Danmark og derfor fokusere DRC Dansk Flygtningehjælp også på at støtte op om deres arbejde med at hjælpe de ukrainere, der kommer til Danmark. I samarbejde med de ukrainske diaspora og DRC Dansk Flygtningehjælps frivillige netværk vil vi skabe et overblik over, hvilke behov flygtninge, der kommer fra Ukraine har, og støtte koordinationen af en samlet indsats fra civilsamfundet.  

Hvis du har brug for juridisk rådgivning om muligheden for at søge om asyl eller særlov i Danmark og reglerne herfor, kan du kontakte DRC Dansk Flygtningehjælps Asylafdeling for rådgivning, telefon +45 3373 5000 (man-fre kl. 9-15) eller e-mail [email protected]. Om tirsdagen imellem kl. 13-15 er der mulighed for ukrainsk tolkning ved telefoniske henvendelser.  

Har du brug for juridisk eller socialfaglig rådgivning om eksempelvis visum, familiesammenføring, studie, arbejde, ydelser m.v. kan du tage kontakt til DRC Dansk Flygtningehjælps Frivilligrådgivning på e-mail [email protected] eller finde telefonnumre og åbningstider ved at følge linket her ovenfor. 

Hvis du er i kontakt med ukrainere i Danmark, der står med svære spørgsmål, kan du henvise dem til DRC Dansk Flygtningehjælps Psykosocial telefonlinje. Her kan børn, unge og voksne ringe ind og på deres modersmål blive vejledt i normale reaktioner under svære livsomstændigheder, samt hvad man kan gøre for at styrke tryghed og modstandsdygtighed i en ny tilværelse fuld af omvæltninger.

Den psykosociale telefonlinje kan kontaktes på telefon: +45 3373 5314. Åbningstider: kl. 9-10 og 17-18 (mandag til fredag).

De danske myndigheder har oprettet hjemmesiden kriseinformation.dk, som er for alle, der ønsker at orientere sig om danske forhold. Her kan du bl.a. finde svar på aktuelle spørgsmål, nyheder og pressemeddelelser relateret til den danske indsats og få overblik over sanktioner og danske bidrag til Ukraine. 

Hvis du har brug for information om bl.a. arbejde, uddannelse og børnepasning kan du finde svar på www.ukrainian-in-denmark.dk.