Ukrainske Alina kæmper for at blive en del af fællesskabet i sin klasse: ´Det er som om, der ikke er nogen interesse´
For ukrainske Alina er det hårdt og ensomt at gå i en dansk klasse. Gennem DRC Dansk Flygtningehjælp går hun i et gruppeforløb for ukrainske unge på sin skole. Og det er et frirum. Ikke bare for Alina, men også for mange andre.
Modelfoto: Pixabay
Udgivet 08 sep 2024
Skrevet af Annemette Grant Larsen
Alina har prøvet at skifte skole to gange før. Det var dengang, hun stadig boede hjemme i Ukraine med sin mor og far.
Begge gange gik det fint. Selvom hun ikke kendte nogen, var det nemt at gå hen og sige: ´Hej, skal vi lege?´ og blive bedste venner.
Men det var dengang. Krigen i Ukraine ændrede alt for 13-årige Alina, der flygtede til Danmark sammen med sin mor, da krigen brød ud. Hendes far måtte blive tilbage.
I dag går Alina i en almindelig dansk 6. klasse, og det er ensomt. De andre piger smiler og er høflige, men det er svært at blive lukket rigtig ind. Der er aldrig nogen, der spørger hende om noget.
Ikke fordi hun bliver mobbet eller noget som helst, siger Alina:
”Der er bare ikke rigtig nogen kontakt.”
Det er svært at lære noget, hvis man ikke har det godt. Så for os har det været vigtigt at give elevernet så stærkt et fundament som mulig i en virkelig svær situation.
/ Charlotte Konradsen Ayed, lærer på Bavnehøj Skole i København
Bruger mange ressourcer på at passe ind
Alina bruger ellers mange kræfter på at forsøge at komme i kontakt og ´på at interesse de andre piger´, som hun siger.
Hun prøver også at klæde sig mere som en dansker. Og hun har spurgt nogle piger i klassen, hvad de går til i fritiden, og om de kan sende et link, så hun også kan tilmelde sig. Men det var der ingen, der gjorde.
”Det er som om, de ikke har nogen interesse i mig,” siger Alina.
Hun har gået i klassen i to år, taler begrænset dansk og er den eneste med ukrainsk baggrund.
Sammen med seks andre unge ukrainere går hun i et gruppeforløb på sin skole gennem DRC Dansk Flygtningehjælp.
Forløbet hedder MindSpring og tager emner op som sorg, ensomhed, savnet af det derhjemme, identitet, accept og anerkendelse.
Fælles for børn og unge i forløbet er, at de ikke rigtig trives. Nogle er meget konfliktsøgende, andre snakker ikke rigtig med nogen eller er meget triste og græder. Andre igen udvikler sig ikke sprogligt eller fagligt eller bliver mobbet.
Det føles bare rart at være sammen med nogen, som taler mit sprog, og som har oplevet nogle af de samme ting som mig
/ Alina, 13 år og fra Ukraine
Hvordan kommer jeg i kontakt med danskerne?
I Alinas gruppe skrev de på forhånd ned på et stykke papir, hvad de gerne ville snakke om, og afleverede det anonymt.
´Hvordan man kommer i kontakt med danskere´, er noget af det, Alina skrev ned.
For hende er gruppen er et frirum, hvor hun kan tale ukrainsk og bare være sig selv. Og det er en pause fra konstant af være på udkig efter én, der måske kunne have lyst til at ´connecte´.
”Det føles bare rart at være sammen med nogen, som taler mit sprog, og som har oplevet nogle af de samme ting som mig,” forklarer hun.
Og det er ikke bare Alina, der synes, det er benhårdt arbejde at blive en del af klassefællesskabet.
Det oplever pædagogisk konsulent og psykolog i DRC Dansk Flygtningehjælp Marina Skok Nielsen.
Hun holder MindSpring-forløb for ukrainske børn og unge og har oprindelig russisk og ukrainsk baggrund:
Hun oplever, at mange ikke kan være sig selv i den danske klasse og bruger en masse ressourcer på at passe ind, og at de har det svært, når det ikke lykkes.
”Jeg tror, at noget af det vigtigste ved forløbet er, at de får en følelse af at høre til en gruppe, og at de føler sig forstået og anerkendt, som dem de er. Det kan være med til at give overskud til andre ting.”
Fællesskabet med de andre i MindSpring-gruppen er en kæmpe faktor for at komme i skole. Jeg synes, jeg kan se, at eleverne ikke har lige så mange dage med hovedpine og ondt i maven, og hvor de så kommer igen dagen efter.
/ Charlotte Konradsen Ayed, lærer på Bavnehøj Skole i København
En pause fra hverdagen
For mange er gruppen det sted, hvor de kan få lov at snakke om dem selv og blive lyttet til.
Om alt det nye i Danmark, om Ukraine eller hvad der sker i deres familier, i skolen eller i weekenden på det indkvarteringssted, de bor på.
”Det er vigtigt, at vi viser, at vi ser dem, og at vi ikke er ligeglade med deres problemer, siger Marina Skok Nielsen.
Og de vil rigtig gerne snakke om det, de har på hjerte:
”Her snakker og leger de bare. Uden så mange krav og forventninger om at skulle passe ind. Og sammen med andre, som forstår, hvordan det er at være 13 år og gå i en dansk klasse. Det er noget, som ens forældre måske ikke helt forstår,” siger hun.
Alina er et opdigtet navn. Hun går hverken på Bavnehøj Skole eller Langelinieskolen. DRC Dansk Flygtningehjælp kender pigens rigtige navn.
Det er godt, at der kom nogen udefra, selvom vi har ukrainske medarbejdere. Det giver mulighed for at sige ting, som eleverne måske ikke har lyst til, vi ved.
/ Knirke Lindby de Tusch-Lec, lærer på Langelinieskolen i København
