Når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge

Både mor og far er diagnosticerede med svær PTSD. Deres tre børn er ikke i trivsel, og der er flere underretninger fra skolen. Blandt andet har pigen på 14 år fortalt sin lærer, at hendes mor og far sover meget, og at hun og hendes søskende derfor skal være meget stille, og hvis de larmer bliver de slået. Det er både mor og far, der slår. 

Sådan er situationen, da familiebehandlere fra Børn & Familie i DRC Integration bliver rekvireret til at styrke trivslen i familien af bopælskommunen. DRC Integration hører under under DRC Dansk Flygtningehjælp.

Pigen fortæller også, at hun som den ældste i søskendeflokken står for både madlavning og rengøring, samt for at tage sig af sine to yngre søskende. Pigen reagerer ved at resignere og lukke sig mere og mere inde i sig selv. Og det præger hendes udvikling i forhold til selvværd, skolegang, fritidsinteresser og venskaber.

Svært at arbejde i familier med vold
Det er svært at arbejde i familier med vold, fordi der ofte opstår dilemmaer i forhold til, hvordan man som familiebehandler kan italesætte volden overfor forældrene. Som behandler er du bekymret for om det kan føre til mere vold. Men det er vigtigt at turde italesætte både mistanke om vold og viden om vold overfor familien, da det er en betingelse for forandring. Ofte er vold i hjemmet skjult, tabubelagt eller ikke erkendt.

Børn er bange for deres forældres reaktioner, hvis de får at vide, at børnene har fortalt om forholdene i hjemmet til andre – ofte en lærer, pædagog eller støtteperson. Men vi skal turde italesætte volden. Børn skal ikke vokse op i hjem med frygt for deres primære omsorgspersoner.

Som familiebehandler er det vigtigt, at vi går modigt, systematisk og nænsomt til opgaven. Viden er vigtig i den sammenhæng. Der er store og grundlæggende forskelle på vold og det er derfor nødvendigt at stille de afklarende spørgsmål: er det systematisk, situationsbestemt eller relationel vold? Er det fysisk, psykisk, latent eller æresrelateret vold? Og hvad er motivet?

I familiebehandlingen er opgaven at skabe et traumeinformeret miljø for barnet og forældrene. Når forældre og børn får viden om og begynder at forstå deres egne reaktioner og baggrunden for reaktionerne, så kan de måske begynde at ændre deres handlinger. DRC Integrations familiehandlere tager afsæt i den neurosekventielle (NMT) og den mentaliseringsbaserede tilgang, når fælles kvalificeret viden skal omsættes til ændret adfærd. Altid med henblik på at stoppe volden.

Et typisk forløb
Den neurosekventielle tilgang giver os en forståelse for, hvorfor vold opstår, hvad den fører til og hvordan vi kan hjælpe de børn, der er ramt. Forståelsen for sammenhængen mellem hjernens opbygning og den psykologiske påvirkning, kan hjælpe os med at målrette vores interventioner mod de dele af hjernen vi ønsker at påvirke. Den mentaliseringsbaserede tilgang giver os en øget forståelse for de mentale tilstande hos den anden, men i høj grad også hos os selv. Mentalisering er både et resultat af og en forudsætning for tryg tilknytning. At arbejde med forældrenes mentaliseringsevne er en nødvendighed.

De første møder med familien handler om at få etableret den relationelle kontakt. Emner og fokus omhandler fritidsinteresser, venner og almen trivsel. Men allerede ved det tredje besøg afholdes en samtale med forældrene alene, hvor de bliver forelagt, at familiebehandlerne ved, at forældrene slår deres børn.

Forældrene afviser som regel, at de slår deres børn. De fortæller om deres forventninger til og drømme om deres børns uddannelse og liv i Danmark. De synes ikke selv, at de har overskud og kræfter til hverken at lære dansk eller at få et arbejde. Der bliver udvist forståelse for både ønsker og bekymringer, og forældrene bliver samtidig involveret i familiebehandlernes bekymringer for deres børns fremtid. I samtalen om børnene deler behandlerne deres viden om, hvordan vold kan påvirke børns udvikling og trivsel. I forlængelse af 3-4 samtaler om generel viden om vold og følelser forbundet hermed samt børns reaktioner, får behandler sammen forældrene identificeret, at der er tale om fysisk, psykisk og situationsbestemt vold i deres familie.

I eksemplet fra før, forstår forældrene nu, at de udsætter deres børn for vold. Forældrene fortæller, at de slår i frustration og afmagt, og de erkender langsomt, at volden ikke fører til at deres ønsker for deres børns fremtid kan gå i opfyldelse. Den fysiske vold består af lussinger og slag med bælte. Den psykiske vold er blandt andet langvarig tavshed og indespærring/husarrest for den ældste pige.

Bryder med volden
Langsomt ændres forældrenes syn og reaktionsmønstre sig, også når de havner i affekt. De mentaliserings- og NMT baserede samtaler mellem forældre og behandlere udvikler forældrenes evne til at se og forstå deres børns behov.

Samtidigt har familiebehandlerne individuelle samtaler med alle børnene, flest med den 14-årige pige. Disse samtaler handler om, hvordan børnene kan håndtere det dilemma, de er i med forældrene, som de på den ene side har brug for og samtidig er utrygge ved og bange for. Først og fremmest handler det om at lytte til børnene og anerkende deres følelser. Dernæst om behandling.

Forældrene bryder med deres voldelige handlemønster. Den ældste pige starter i behandling i et individuelt forløb med forældrenes samtykke. Behandlingen tager udgangspunkt i NMT, hvor hun får hjælp til at mærke sine egne følelser og forstå dem. Langsomt får pigen etableret tillid til og en tro på, at andre voksne kan hjælpe både hende og hendes forældre, og at familien kan blive sammen.