Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Nyheder

”Min mor har brug for samvær med andre i hendes situation”

Ældre ukrainske flygtninge mødes hver onsdag i en seniorcafé i Aarhus. Caféen er en del af et ældreprojekt i DRC Dansk Flygtningehjælp, som skal forebygge ensomhed blandt ældre med etnisk minoritetsbaggrund. Projektet er et udviklingsprojekt, som DRC Dansk Flygtningehjælp på sigt håber at udvide til andre kommuner.

Udgivet 16 mar 2023

Skrevet af Mette Høvring

I Århus er der hver onsdag liv og god stemning i kommunens lokaler i Carl Blochs Gade. Her er der nemlig et seniorfællesskab, som er begyndt at mødes hver uge.

Det er frivillige fra DRC Dansk Flygtningehjælp, som er med til at organisere rammerne om fællesskabet for de 30 seniorborgere imellem 55 og 86 år med ukrainsk baggrund.

De frivillige åbnede dørene onsdag den 21. september sidste år, og allerede fra første dag var tilslutningen stor. Der kom over 20 interesserede deltagere og flere er siden stødt til.

Siden seniorcafeen startede, har deltagerne og de frivillige været flittige brugere af kulturen og naturen sammen i Århus. Der var blandt flere af deltagerne et ønske om at fiske. Lars Georg Jensen, der er frivillig i fællesskabet, gik straks i gang med at skaffe fiskeudstyr og fik udstyret de interesserede deltagere med fisketegn. Nogle uger efter opstart, kunne de interesserede mødes i Århus Havn.

”Der er 15-20 personer, der fisker her. Det er ligegyldigt, om man får fisk eller ej. Man får frisk luft, og man er sammen med nogen, der deler ens interesse. Det er en god følelse. Måske fanger man en eller to fisk, og de andre fanger mere, men man har ikke en dårlig følelse. Det er processen. Det er Lars, der fisker sammen med os. Lars kan ikke sproget [ukrainsk], men vi forstår hinanden. Det er fantastisk. Vi kan lidt dansk. Lille, stor. Er der vanskeligheder, kan vi bruge google translate”, fortæller en af deltagerne i seniorcaféen.

Manglede et fællesskab med andre
Initiativet til seniorcaféen i Århus kom fra en lokal kvinde med ukrainsk baggrund. DRC Dansk Flygtningehjælp blev i juni sidste år kontaktet af Natalia Lieknins, som var bosiddende i Danmark. Hun havde fået sin gamle mor på 84 år til Danmark efter krigens udbrud. Natalia spurgte om DRC Dansk Flygtningehjælp kunne være med til at starte et seniorfællesskab målrettet ældre ukrainere, fordi hendes mor var meget alene hjemme i deres lejlighed. Moren følte sig ensom, ked af det og savnede Ukraine.

”Jeg følte, at min mor havde brug for et samvær med andre i hendes situation. Det var svært for hende at sidde i Danmark uden venner og uden det danske sprog”, fortæller Natalia Lieknins.

Siden har DRC Dansk Flygtningehjælp sat større fokus på seniorborgere med etnisk minoritetsbaggrund i Danmark. I foråret 2022 blev der foretaget en undersøgelse i forhold til, hvad der skal til for at modvirke ensomhed, fattigdom og helbredsudfordringer i målgruppen. Undersøgelsen peger netop på at inkludere målgruppen i frivillige fællesskaber med henblik på at styrke trivsel og at forebygge ensomhed.

På baggrund af den indhentede viden har DRC Dansk Flygtningehjælp i efteråret sammen med gode samarbejdspartnere understøttet opstart af stærke frivillige fællesskaber i Århus og Odense, der inkluderer ældre med etnisk minoritetsbaggrund.

Veluxfonden, har med en toårig bevilling muliggjort det styrkede fokus på at forebygge ensomhed hos målgruppen af ældre med etnisk minoritetsbaggrund. De centrale samarbejdspartnere er foreningen Vi-Senior, Odense- og Århus Kommune, Boligsocialt Hus i Vollsmose og Frivilligcenter Århus. I DRC Dansk Flygtningehjælp er der et ønske om at de gode erfaringer kan udvides, så der bliver mulighed for at understøtte opstart af seniorfællesskaber på landsplan.

Musikken samler på tværs af sprog
På Carl Blochs Gade fortæller både de frivillige og deltagerne meget begejstret om musikken, som er blevet en fast del af møderne i seniorcafeen onsdag eftermiddag.

”Det løfter en stemning og en glæde. Man er sammen om musikken. Det er den sjoveste måde at lave sprogundervisning på. Så siger jeg det langsomt. Jeg vil male dagen blå. Og alle gentager. Og det bliver oversat, hvad synger vi om. Vi gør os også umage med at synge nogle ukrainske sange. Nogle er oversat til engelsk, så vi kan se, hvad handler den her sang om”, fortæller Vicki.

Sange, både på dansk og ukrainsk, er også et godt eksempel på den gensidige interesse, der er imellem deltagerne og de frivillige i fællesskabet. Deltagerne giver udtryk for, at onsdagene i seniorcafeen er et lyspunkt på ugen, som de glæder sig til. Én af de familiemedlemmerne, som også er frivillig i cafeen, udtrykker følelsen på denne her måde:

”Det betyder alt, både for mig og for hende. Vi bor på landet. Hun sidder bare og venter på mig, der kommer hjem, så vi kan tale. Nu ved hun, at onsdag kan hun komme herhen til sine veninder, som hun allerede kalder dem. Det er vigtigt, ellers ville hun være alene hjemme hele tiden. De andre, der bor i byen, kommer jo ud. Men som min mor og Natalias mor, der bor i udkanten af byen, er det svært at skabe relationer og møde nogen. Man er bare alene. Det er dejligt med et sted at mødes”.

Større viden om Danmark
Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund, der udvikler demens, er stigende, og nyere forskning viser, at personer med PTSD er i særlig risiko for at udvikle demens. For mange af de ældre har det en stor betydning at være sammen med andre med samme sproglige og kulturelle baggrund, da de har en forståelse for hinandens baggrund og kan tale om deres oprindelsesland sammen.

Men det har også stor betydning at der er frivillige med dansk baggrund i cafeen, og deltagerne er glade for at dele livserfaringer og høre om traditioner og levemåder i Danmark. Der er mange gode samtaler, der opstår i cafeen onsdag eftermiddag, når ukrainerne og de frivillige mødes.

”Omkring 1. december kom vi til at tale om juletraditioner. Jeg fortalte meget om, hvordan vi gør her i DK. Om juletræer og sang. Og så kom vi til at snakke om kirken. Så kom vi til at snakke om, hvad gør man når man dør i Danmark. Nu har vi søgt midler til en guidet tur til Vestre kirkegård. Hvad gør man, hvis man kommer og ikke hører til den protestantiske kirke. Der var en, der sagde, at hun havde en gammel mor, der var dårlig, og hvad gør man så, hvis hun dør her”, fortæller Vicki Würtz, der er frivillig koordinator i gruppen.

Antallet af ældre stiger
Der bliver flere og flere ældre med etnisk minoritetsbaggrund i Danmark. I dag er ca. 5 % af de 70-årige og ca. 10 % af de 60-årige i Danmark født uden for landet. Flere vælger at blive i Danmark i deres alderdom, til trods for at mange har haft et ønske om at vende tilbage til deres oprindelsesland.

Mange af de ældre er meget alene i deres dagligdag, og nogle har hverken familie eller netværk i Danmark. Problemstillinger som manglende danskkundskaber eller svigtende helbred er medvirkende til følelsen af ensomhed og gør det svært at danne nye relationer. For nogle er oplevelsen af ensomhed ikke knyttet til konkrete oplevelser af at være fysisk alene, men hænger sammen med at føle sig fremmed i Danmark.
Fællesskabet med de andre i cafeen i Århus, og det at have nogen at dele sorger og glæder med, betyder meget for deltagerne.

”Vi har det svært som ukrainere. Vi kom her på grund af krigen. Det er rart at komme et sted, hvor man kan forstå os. Vi er velkomne, man passer på os, forsøger at forstå os. Her er man forstået. Det er kommunikation. Man lytter til hinanden og forstår hinanden. Det er det vigtigste at få i et fremmed land”, fortæller en deltager i caféen.

Håbet er at starte flere seniorfællesskaber
Seniorfællesskaber er med til at forebygge ensomhed og styrke trivslen hos ældre med etnisk minoritetsbaggrund. I fællesskaberne mødes man på lige fod i meningsfyldte aktiviteter, hvor alle er med til at sætte retningen.

”Vi ønsker med det særlige fokus at styrke trivslen og forebygge ensomhed hos den ældre målgruppe, og styrke metoderne til, hvordan vi involverer og engagerer ældre med etnisk minoritetsbaggrund i meningsfulde fællesskaber,” fortæller Lotte Frejo Varder, som er ansat i DRC Dansk Flygtningehjælp som projektleder for seniorfællesskaberne.

<
21 mar 2023
Mangler I en ekspert til jeres event på årets Folkemøde?
>
01 mar 2023
Ny lovgivningshåndbog: Få styr på reglerne om støtte til fl…