DRC Dansk Flygtningehjælp vil gerne invitere til et informationsmøde i morgen den 19. december kl. 15:30 for og om syrere i Danmark i lyset af den seneste udvikling i Syrien efter Assad-regimets fald .
På mødet vil vi forsøge at skabe mere klarhed og forhåbentlig ro i den aktuelle situation i Danmark. Meget ved vi ikke endnu, men det vi ved om den aktuelle situation, og den viden vi generelt har om flygtningeret, vil vi gerne dele.
Flere syriske flygtninge har udtrykt bekymring for, om de er i risiko for at miste deres opholdstilladelse i Danmark. Vi vil på mødet fortælle om de forskellige typer opholdstilladelser, og hvad kravene er til at inddrage en opholdstilladelse. En opholdstilladelse er nemlig ikke helt så nem at inddrage, som det nogle gange lyder, når politikerne taler. Og for mange syrere er der slet ikke grund til bekymring.
Vi vil også fortælle lidt om de muligheder, der er for dem, som faktisk gerne vil vende tilbage til Syrien.
Mødet vil blive afholdt online og der kræves ikke forudående tilmelding.
Mødet afholdes på dansk og vil ikke blive oversat. Vi vil i begyndelsen af 2025 afholde et lignende informationsmøde med tolk.