Af direktør i DRC Integration, Kenneth Flex
Men midt i tragedien er der også lidt at glæde sig over. I hvert fald glæder jeg mig over den enorme imødekommenhed og solidaritet, som flygtningene fra Ukraine, der er kommet til Danmark, er blevet mødt af. Fra Folketingets side er der vedtaget særlov, justeret i andre love og givet dispensationer, som har skabt de næsten bedst tænkelige betingelser for flygtningenes ophold og integration. Jeg kunne ønske mig, at det var den måde, vi som samfund også fremover ville modtage mennesker, der er nødt til at flygte.
Men det er langt fra kun fra politisk side, at man har stået med åbne arme. Tusindvis af frivillige har knoklet for at hjælpe flygtninge fra Ukraine med at komme på plads og falde til – og de har mange steder været helt afgørende vigtige samarbejdspartnere for kommunerne, som har været udfordret og har måttet arbejde hårdt for at løse opgaverne med blandt andet indkvartering.
Og knoklet har civilsamfundsorganisationerne også. DRC Integration er én af de organisationer, og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan medarbejdere har arbejdet i næsten døgndrift for blandt meget, meget andet at rådgive og vejlede både flygtninge og professionelle. Og for at etablere tilbud, der forebygger mental og social mistrivsel, få Leg- og Læringsklubber i gang, udvikle online informationsmateriale om Danmark på ukrainsk og russisk og opruste alle de tilbud, som frivillige over hele landet står bag.
Listen over vores mange tilbud, materialer og programmer er alenlang, og det er i den forbindelse vigtigt for mig også at rette en kæmpe stor tak til de mange private fonde, som kun få dage efter krigen startede, rakte ud til os (og andre organisationer) og var klar til at hjælpe. Det har været fantastisk at opleve, og jeg kan ikke understrege nok, hvor imponeret, jeg er, over det ansvar og den rolle fonde påtager sig, når krisen rammer.
På trods af tragedien for millioner af ukrainere ønskes alle I, der læser med, en dejlig sommer. Nyhedsbrevet er tilbage den 11. august.