Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Nyheder

Få et overblik over hvad situationen i Syrien lige nu betyder for syriske flygtninge i Danmark

Den meget usikre situation efter Assad-regimets fald skaber usikkerhed og mange spørgsmål blandt syrere i Danmark. Få et overblik over, hvad situationen betyder for syriske flygtninge – og hvad der lige nu er op og ned i den komplekse situation.

Udgivet 17 mar 2026

Få overblikket over den viden, vi har på nuværende tidspunkt.

Opholdstilladelser i Danmark for flygtninge

Langt de fleste syrere har en midlertidig opholdstilladelse i Danmark enten konventionsstatus, beskyttelsesstatus eller midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Alle typer af opholdstilladelser til flygtninge er midlertidige indtil man meddeles permanent opholdstilladelse efter ansøgning herom. Midlertidige opholdstilladelser gives for enten 2 år eller 1 år ad gangen og kan derefter forlænges.

Forskellige typer af opholdstilladelser 

 

§ 7, stk. 1

Man kan have konventionsstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den opholdstilladelse kan man få, hvis man er individuelt forfulgt af bestemte grunde beskrevet i Flygtningekonventionen (fx politiske aktiviteter eller religion)

§ 7, stk. 2

Man kan have beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis man er individuelt forfulgt af andre grunde end dem, der er nævnt i Flygtningekonventionen

§ 7, stk. 3

Man kan have midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Dem, der har søgt asyl efter 13. november 2014 og er flygtet pga. borgerkrig

 

Er der risiko for at få inddraget eller nægtet forlængelse af ens opholdstilladelse?

Langt de fleste syrere i Danmark har en midlertidig opholdstilladelse. Mange har fået asyl og har en opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1-3. Andre er blevet familiesammenført til et familiemedlem, der har fået asyl i Danmark.

Der er forskel på, hvornår man kan miste sin opholdstilladelse alt efter, hvilken type opholdstilladelse man har. Hvis man har opholdstilladelse som konventionsflygtning efter § 7, stk. 1 vil inddragelse af en opholdstilladelse kræve, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i oprindelseslandet. Hvis man har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller stk. 3 på baggrund af den generelle sikkerhedssituation i Syrien, vil inddragelse forudsætte, at de forbedringer, der måtte være sket i oprindelseslandet, ikke er af helt midlertidig karakter.


Asylsagsbehandlingen

De danske udlændingemyndigheder følger løbende situationen i Syrien, og Flygtningenævnet og herefter Udlændingestyrelsen besluttede allerede kort efter Assad-regimets fald i december 2024 at berosætte alle verserende asylsager vedrørende Syrien på grund af den meget usikre situation i landet.

Flygtningenævnet besluttede efterfølgende den 30. juni 2025 at ophæve berostillelsen af alle verserende asylsager vedrørende Syrien og hjemvise sagerne til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, så styrelsen som 1. instans skal træffe nye afgørelser i alle asylsager. Personer fra Syrien, som tidligere har fået et endeligt afslag i deres asylsag fra Flygtningenævnet, men som fik deres udrejsefrist udsat i forbindelse med Assad-regimets fald, får ikke automatisk sagen genåbnet og hjemvist. Disse personer befinder sig derfor nu i udsendelsesposition igen.

Der er mulighed for at søge om at få sin asylsag genoptaget, hvis man tidligere har fået afslag og befinder sig i udsendelsesposition.

Du er velkommen til at kontakte Asylafdelingen på e-mail [email protected] eller telefon 3373 5000 (hverdage 9-15), hvis du har brug for mere rådgivning om at søge om genoptagelse.

Find mere info

Læs Flygtningenævnets nyhed om ophævelse af berostillelsen

Udlændingestyrelsen har i forlængelse heraf den 21. juli 2025 også ophævet berostillelsen af verserende asylsager i styrelsen og afholder igen asylsamtaler med personer fra Syrien. Udlændingestyrelsen har løbende indsamlet baggrundsoplysninger om forholdene i Syrien, som vil blive anvendt i asylsagsbehandlingen.

De første personer blev indkaldt til asylsamtale i december 2025, og Udlændingestyrelsen vil løbende igennem 2026 indkalde personer fra Syrien, som har en verserende asylsag til samtale. De vil som udgangspunkt indkalde til samtalerne i den rækkefølge, som de har modtaget ansøgningerne i. Der er ca. 600 personer fra Syrien, som har en verserende asylsag hos Udlændingestyrelsen pr. 1. december 2025.

I begyndelsen af 2026 meddelte Udlændingestyrelsen afslag til de første personer fra Syrien i en række konkrete asylsager, som blev sendt til Flygtningenævnet til behandling som prøvesager. Sagerne blev behandlet i Flygtningenævnet i begyndelsen af marts 2026.

Flygtningenævnet fandt i flere af sagerne, at der var konkrete individuelle grunde til, at de pågældende skulle meddeles beskyttelse i Danmark.  I nogle af sagerne blev der meddelt såkaldte konsekvensstatus-tilladelser, hvor ansøger ikke har et selvstændigt asylgrundlag, men hvor tilladelsen er givet på baggrund af ansøgers nære familiemæssige tilknytning til en person, der har opholdstilladelse efter § 7, og hvor ansøger er indrejst i Danmark kort efter. I én af sagerne blev der meddelt beskyttelse med henvisning til, at ansøger havde et selvstændigt asylgrundlag. 

I de sidste sager blev Udlændingestyrelsens afslag på asyl stadfæstet med henvisning til, at der ikke forelå et individuelt beskyttelsesbehov. Flygtningenævnet fandt generelt i sagerne, at den generelle sikkerhedssituation i Syrien ikke længere er så alvorlig i nogen del af landet, at alle skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.

Flygtningenævnet bemærker dog, at der på nuværende tidspunkt fortsat ikke gennemføres tvangsudsendelse til Syrien af udenrigspolitiske grunde.

Læs Flygtningenævnet har truffet afgørelse i prøvesager vedrørende statsborgere fra Syrien - Flygtningenævnet

Udlændingestyrelsen fortsætter nu sagsbehandlingen af de øvrige spontane asylsager og vil foretage konkrete og individuelle vurderinger i alle sager. 

Forlængelse af opholdstilladelser for familiesammenførte

Familiesammenførte til flygtninge vil også få deres opholdstilladelse forlænget, når den person, som de er familiesammenført med, får sin opholdstilladelse forlænget, og hvis betingelserne er opfyldt i øvrigt.

Kortvarige rejser til Syrien

Hvis man har en midlertidig opholdstilladelse som flygtning i Danmark, så har man fået beskyttelse i Danmark, fordi man er i fare i Syrien. Man kan derfor risikere, at opholdstilladelsen bliver inddraget, hvis man rejser til Syrien, f.eks. for at besøge familiemedlemmer eller for at se, hvordan der ser ud i hjemområdet. Dette gælder også selvom man har opnået permanent ophold i Danmark og har haft opholdstilladelse i Danmark i mindre end 10 år.

Hvis man overvejer at flytte permanent tilbage til Syrien og ønsker at besøge landet først, bør man kontakte DRC Dansk Flygtningehjælps repatrieringsrådgivning for mere information om eventuelle konsekvenser heraf.

Du kan finde mere information om repatriering, og hvordan du kan kontakte os nedenfor.

Permanent ophold

Den nye situation i Syrien fik også betydning for Udlændingestyrelsens behandling af nogle ansøgninger om permanent opholdstilladelse for flygtninge fra Syrien.

Hvis man havde opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2 på baggrund af ens individuelle forhold, behandlede Udlændingestyrelsen som udgangspunkt en ansøgning om permanent opholdstilladelse (se beskrivelsen af individuelle og generelle forhold ovenfor).

Udlændingestyrelsen havde derimod i en periode berostillet sagsbehandlingen af sager vedrørende permanent opholdstilladelse for personer med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 eller familiesammenførte til personer med den opholdstilladelse.

I januar 2026 har Udlændingestyrelsen meldt ud, at de som udgangspunkt behandler alle ansøgninger om permanent opholdstilladelse. Hvis man er flygtning og har opholdstilladelse på baggrund af de generelle forhold i Syrien eller er familiesammenført til en sådan flygtning, vil Udlændingestyrelsen som en del af sagsbehandlingen vurdere, om grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er til stede, herunder om det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge opholdstilladelsen.

Hvis det strider mod Danmarks internationale forpligtigelser at nægte at forlænge opholdstilladelsen, vil Udlændingestyrelsen kunne færdigbehandle ansøgning om permanent opholdstilladelse.

Hvis det ikke strider mod Danmarks internationale forpligtigelser at nægte at forlænge opholdstilladelsen, vil videre behandling af ansøgning om permanent opholdstilladelse afvente, at der gennem afgørelser i konkrete asylsager i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet bliver etableret en praksis for vurdering af forlængelsessager.

For at kunne foretage vurderingen af om grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er til stede, har Udlændingestyrelsen indhentet nye baggrundsoplysninger om forholdene i Syrien.

Hvis du har spørgsmål om muligheden for at opnå permanent ophold, kan du kontakte Frivilligrådgivningen i DRC Dansk Flygtningehjælp

Find mere info, adresser og åbningstider under den enkelte frivilligrådgivning 

Repatriering

Syrere med opholdstilladelse i Danmark har mulighed for at søge om økonomisk hjælp til at vende frivilligt tilbage til Syrien eller til et land, hvortil der er nær familiemæssig tilknytning. Der gives blandt andet støtte til rejseudgifter, til etablering i hjemlandet, støtte til anskaffelse af nødvendige rejsedokumenter, medicin og sygeforsikring samt hjælp til at dække skoleudgifter. Den økonomiske hjælp gives til personer, der frivilligt har til hensigt at vende permanent tilbage til deres hjemland og kan udbetales på to forskellige måder.

Almindelige regler: Man beholder muligheden for at fortryde sin tilbagevenden, og pengene udbetales i to rater – første del ved udrejse af Danmark og anden del, når fortrydelsesperioden udløber.

Fleksibel udbetaling: Hele beløbet udbetales på én gang i Københavns Lufthavn lige før udrejse, og man har herefter ikke fortrydelsesret.

Hvis opholdstilladelsen i Danmark bliver inddraget eller nægtet forlænget, kan der også være mulighed for at modtage økonomisk støtte til at repatriere. Kontakt DRC Dansk Flygtningehjælp hurtigst muligt, hvis du står i denne situation.


Få rådgivning om repatriering i DRC Dansk Flygtningehjælp

Du kan kontakte os på enten e-mail: [email protected] eller telefon: 3373 5000.

Find mere info her: www.atvendehjem.dk

Udlændingestyrelsens information til syrere og deres familie

Udlændingestyrelsen har på nyidanmark udarbejdet en underside med svar på nogle af de spørgsmål, som berosættelsen kan give anledning til. Siden vil løbende blive opdateret.

Se spørgsmål og svar på Udlændingestyrelsens hjemmeside

DRC Dansk Flygtningehjælps holdning

Her kan du læse DRC Dansk Flygtningehjælps holdning til den aktuelle situation for syrere i Danmark og muligheden for inddragelse af opholdstilladelse: Det er stadig ikke sikkert for syrere i Danmark at vende tilbage 

DRC Dansk Flygtningehjælps arbejde i Syrien

I DRC Dansk Flygtningehjælp begyndte vi vores arbejde i Syrien i 2008 med at støtte flygtninge fra konflikten i nabolandet Irak, og siden 2012 har vi støttet de millioner af syrere, der er berørt af borgerkrigen.

Vores engagement og arbejde med at yde humanitær bistand og støtte dem, der er hårdest ramt af krisen, fortsætter. Vi vil følge udviklingen i sikkerhedssituationen i Syrien tæt i den kommende tid og løbende tage stilling til vores arbejde i landet.

Læs mere om vores arbejde i Syrien

>
04 mar 2026
Nyt samarbejde med Region Midtjylland bryder ensomhed og iso…
Læs mere om lovgivning