Regeringen meldte i denne måned ud, at nu skal alle danskere kunne klare sig selv i tre dage, uden myndighedernes hjælp, i tilfælde af krig og krise.
I DRC Integration er vi blevet opmærksomme på, at denne udmelding vækker bekymring hos mange flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund. Beredskabsstyrelsens nye anbefalinger kan helt naturligt skabe utryghed og frygt og måske endda vække ubehagelige minder og puste til gamle traumer.
I Sverige har de haft disse anbefalinger siden 2018, og nu har Danmark valgt også at indføre dem, selvom der ikke er en akut krise netop nu. Når du følger anbefalingerne, kan du skabe tryghed hos dig selv og dine nærmeste og dermed undgå bekymringer. Det handler om rettighed omhu, og ikke om at puste til bekymringer. Beredsskabsstyrelsen er i øjeblikket i gang med at oversætte information til flere sprog.
Hvis du er i kontakt med mennesker, som er bekymrede, kan du:
• Række ud og spørge ind til, hvordan de har det og tilbyde mulighed for adspredelse.
• Forklare dem anbefalingernes baggrund, og mane til ro ved at fortælle, at der ikke er et ændret trusselsbillede og ingen akut fare.
• Forklare dem, at anbefalinger i ligeså høj grad handler om at være forberedt på risiko for kortvarige forstyrrelser i strøm- eller vandforsyning.
• Hjælpe med at fortolke anbefalingerne og med at handle de mest basale ting ind.
• Gøre opmærksom på, at der kun skal forberedes til tre dage, så der derfor ikke bør købes for meget, hvilket både kan være dyrt, og risikere at blive for gammelt.
• Hjælpe dem med at fokusere på hverdagen, rutinerne, familien og vennerne i stedet.
Hvis du selv er bekymret, kan du:
• Sørge for at følge myndighedernes anbefalinger, men undgå overdreven optagethed af 'prepping' og søgen efter viden om risiko for krig og kriser.
• Ræk ud til dine venner og familie, hvis du har behov for at tale om det.
• Fokuser på din hverdag og dine faste rutiner, aktiver dig selv, kom ud af hjemmet og lav noget rart.
Center for Udsatte Flygtninges rådgivningstelefon 33735339 er åben alle hverdage for sparring om håndtering af kriser, retraumatisering og muligheder for hjælp og støtte. De kan også kontaktes på [email protected]. (OBS sommerlukket 8. juli-2. august).
Du kan også bruge Psykiatrifondens anonyme telefonrådgivning: tlf. 39252525.