Visum
Hvis du er indrejst i Danmark som visumfri eller med visum, skal du som udgangspunkt selv koordinere og betale for opholdet. Kommunerne har ifølge en ny lov mulighed for at tilbyde indkvartering og forplejning til fordrevne fra Ukraine, der har indgivet eller inden for fem hverdage fra indkvarteringen eller forplejningen indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter særloven. Det er også et krav, at man ikke bliver forsørget af Udlændingestyrelsen og muligheden gælder ikke, hvis det er åbenbart, at man ikke er omfattet af særloven. Det er nødvendigt at kontakte den enkelte kommune for at høre om mulighederne for indkvartering gennem kommunen.
Særlov
Hvis du søger om ophold efter den nye særlov, kan du vælge at lade dig indkvartere på et asylcenter, mens din ansøgning om opholdstilladelse bliver behandlet, men det er ikke et krav. DRC Dansk Flygtningehjælp ved ikke, hvilket asylcenter du vil blive indkvarteret på. Du kan også vælge at bo privat hos familie og venner. Du skal som udgangspunkt selv betale for opholdet, hvis du vælger at bo privat. Nogle steder er det også en mulighed at blive indkvarteret gennem kommunen, mens din opholdstilladelse bliver behandlet. Du kan kontakte den enkelte kommune for at høre til den mulighed.
Asyl
Hvis du søger om asyl i Danmark, vil du som udgangspunkt høre ind under Udlændingestyrelsens forsørgelse. Det betyder, at du som udgangspunkt vil skulle tage ophold på et asylcenter, hvor du vil modtage lommepenge, mad, nødvendig sundhedsbehandling mv. Som asylansøger kan du godt vælge ikke at lade dig indkvartere på et asylcenter. En konsekvens vil dog være, at du ikke længere vil være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, og at du derfor selv skal afholde alle udgifter til mad, sundhedsbehandling mv.
Det er ikke en forudsætning for at få behandlet asylsagen, at du er indkvarteret på et asylcenter. Du skal dog huske at sikre dig, at Udlændingestyrelsen har de fornødne kontaktoplysninger, og du skal møde op på Center Sandholm, når du f.eks. indkaldes til en asylsamtale.
Hvis din asylsag bliver behandlet i Danmark, er der mulighed for at søge om tilladelse til privat indkvartering under asylsagsbehandlingen og i nogle tilfælde fortsat høre under Udlændingestyrelsens forsørgelse. Hvis du søger om privat indkvartering hos din ægtefælle, kan du søge med det samme, men det er en betingelse, at din ægtefælle kan forsørge dig.
Hvis der søges om privat indkvartering hos andre, f.eks. venner og anden familie, kan der søges efter 6 måneder og der er mulighed for fortsat at høre under Udlændingestyrelsens forsørgelse. En ansøgning om privat indkvartering skal indgives til Udlændingestyrelsen. For mere information om indkvarteringen af asylansøgere henvises til Udlændingestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark.