Kommune, forening, skole eller boligsocial indsats: Få gratis gruppeforløb for flygtninge
Gør en forskel i dit lokalområde og få gratis psykosociale gruppeforløb for flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund. Forløbene, MindSpring, skal skabe bedre trivsel og styrke deltagernes forudsætninger for inklusion i det danske samfund. Forløb aftales efter ´først til mølle-princippet´.
En identitet i forandring, nye kulturelle koder, ensomhed og social kontrol. Det er nogle af de emner, der kan fylde som ny i Danmark.
Derfor tilbyder DRC Dansk Flygtningehjælp psykosociale gruppeforløb for personer med flugtbaggrund eller etnisk minoritetsbaggrund. Formålet er at skabe bedre trivsel og mental sundhed for deltagerne og styrke deres forudsætninger for inklusion i det danske samfund.
Gruppeforløbene foregår lokalt og er lige nu gratis for kommuner, skoler, boligsociale indsatser og foreninger.
Vi har et begrænset antal forløb, der aftales efter ´først til mølle-princippet´. Vi har forløb på blandt andet arabisk, dari somali, farsi og tigrinya. Desværre kan vi ikke garantere alle forløb alle steder i Danmark, men ring og forhør dig om mulighederne i dit område.
Sådan får I MindSpring-forløbet
Som vært for MindSpring kan I være med til at forebygge psykosocial mistrivsel og skabe bedre trivsel for borgere med flugtbaggrund eller entisk minoritetsbaggrund, som I møder i jeres professionelle virke.
Vi har forløb for børn, unge, forældre og seniorer.
Det eneste I skal gøre, er:
- at samle en gruppe på 8 -10 deltagere, der er interesserede i et forløb
- samt stille et lokale og let forplejning til rådighed
Vi gør resten.
Udvalgt som lovende praksis af EU
Erfaringer og forskning viser, at MindSpring-metoden forebygger psykisk og social mistrivsel. Samtidig gør det en afgørende forskel, at deltagerne kan spejle sig i andre, der har lignende erfaringer med i bagagen.
For nylig er MindSpring blevet udvalgt som lovende praksis inden for mental sundhed af Europa-Kommissionen.
Er du interesseret i et MindSpring-forløb?
Så kontakt projektleder af MindSpring Kompetencecenter Laura Kildegaard Rasmussen på [email protected]
Læs mere om MindSpring
Det gør DRC Dansk Flygtningehjælp:
- Vi tilrettelægger forløbet
- Vi holder et informationsmøde, før forløbet går i gang
- Vi faciliterer forløbet. Vi mødes en gang om ugen i to timer. Forløbet varer ni til ti uger
Det gør I:
- I finder 8-10 personer med flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund, der har lyst til at deltage i et gruppeforløb. Vi har forløb for børn, unge, forældre og seniorer
- I stiller et lokale og let forplejning til rådighed